På sporet af velduft i Grasse

Turen til Grasse foregår enklest med regionalbus linie 650, som afgår fra stoppestedet ”Parc Phoenix“, som nås med letbane 2. Turen ta´r ved normal trafik ca. halvanden time plus ventetid. Brug evt. en “Ticket Azur“. Ellers skal der købes både billet til letbanen og igen en billet i regionalbussen.

Der er kun 1 til 2 afgange i timen, så det er en god ide at tjekke afgangstiderne, så dagen ikke starter med unødig ventetid på en bus.

I Grasse ankommer bussen til busterminalen, som grænser helt op til den historiske bydel, så de fleste oplevelser ligger i behagelig gåafstand. Ved busterminalen ligger også byens turistbureau, som har et udmærket kort over den historiske bydel og dens seværdigheder. Stort set alt af turistinteresse ligger i eller lige ved den historiske bydel.

Grasse, måske lidt slidt i kanten

Med sine 51.000 indbyggere er Grasse ikke nogen lille by, men det virker umiddelbart som om, at den opblomstring og byfornyelse, som man ser i byerne ved kysten, ikke er nået herop endnu. Mange huse trænger til vedligeholdelse og selv på centrale placeringer er der tomme huse og butikker. Der er dog taget initiativer til fornyelser i dele af den gamle by, men der er et stykke vej endnu. Den fantastiske udsigt fra Grasse langt ud i Middelhavet er dog uovertruffen.

Start lige med Napoléon

Det var den 2. marts 1815, at Napoléon med sine 1.200 mænd gik gennem Grasse på sin vej til Paris for at genindsætte sig selv som Kejser efter et års eksil på Elba. Han gjorde holdt på Place de la Foux, hvor der i dag er et lille museum, ”Espace Napoléon”. Åben alle hverdage mellem 9 og 17, dog lukket mellem 12 og 13. Museet ligger få skridt fra busterminalen.

Man går altså i bogstaveligste forstand i Napoléons fodspor på ”Route Napoléon” i Grasse.

Gå efter duften

Allerede for flere hundrede år siden fandt man ud af, at det subtropiske klima omkring Grasse var ideelt til blomsterdyrkning, og det er det stadig. Faktisk er det i dag hele 10% af verdens samlede parfumeomsætning, som går gennem Grasse og industrien beskæftiger ca. 3.000 mennesker.

Den komplette parfumehistorie får man på ”Musée international de la Parfumerie”. Museet er næsten det første man møder, når man går fra ”Espace Napoléon” ad Boulevard du jeu de Ballon. På det store museum går der let et par timer. Stort set alt på museet er også på engelsk. Åben alle dage. Entre 4 Euro. Absolut pengene værd.

Herefter kan man bl.a. besøge parfumerierne:

Fragonard. Rundvisning – også på engelsk og tysk – i den historiske fabrik med efterfølgende salgsdemonstration. Også adgang til museum. Man kan også besøge den nye fabrik lidt udenfor Grasse i retning mod Cannes. Her er der både rundvisning og butik.

Galimard. Har butik i selve Grasse-centrum. Fabrikken besøges på 73 Route de Cannes  ca. en km. fra centrum.

Molinard. Et lille, men nydeligt museum med videointro og butik på 60 bd Victor Hugo. Har også en butik i selve den gamle bydel med et tilhørende kunstmuseum.

Fælles for parfumerierne er, at besøgene er gratis. Der er åben alle dage i turistsæsonen, typisk mellem 9 og 18. Udenfor højsæsonen kan der være lidt kortere åbningstid samt lukket ved frokosttid.

 

 

Hvis Duften bliver for meget

Grasse byder på andet og mere end parfume. Både Rådhuset og Katedralen et besøg værd. Katedralen er lukket mellem kl. 12 og 14. Man kan også besøge Musée d’Art et d’Historie de Provence, som ligger i Rue Mirabeau.

Eller man kan slappe af ved bare at gå omkring i den historiske bys hyggelige, krogede gader.

Fragonard har også et par andre museer med både kunst, smykker og kostumer. Det er maleren Jean-Honoré Fragonard, som har lagt navn til parfumen og en del af hans billeder er udstillet i Villa Fragonard.

Og så burde det være unødvendigt at nævne at Grasse naturligvis byder på et utal af muligheder for både at spise og drikke, både før, mellem og efter de mange kulturelle oplevelser. Her er Place aux Aires et klart must.

Til hjemturen venter linie 650 på at klare returrejsen til Nice. Husk at tjekke sidste afgangstid – den plejer at være omkring kl. 20.

Det lille ekstra:

  • Det er muligt at komme til og fra Grasse med tog. Der er ca. to afgange i timen direkte mellem Grasse og Nice. Toget kører via Cannes. Banegården i Grasse ligger et stykke vej fra den historiske bydel. Tag en bybus eller gå turen på ca. 25 minutter ad den stejle Traverse de la Gare.
  • Egen bil? I turistsæsonen er trafikken omkring Grasse en stor trafikprop
  • Tag en overnatning i Grasse, få mere tid og en hyggelig aften i tillæg. Hotel Panorama har værelser med udsigt til ca. 80 Euro. Lad evt. hjemturen gå via Cannes med tog eller regionalbus 660.
  • Hvis man ikke kommer alt for sent retur fra Grasse med linie 650, er det muligt at besøge f.eks. Villeneuve Loubet, Cagnes-sur-Mer eller Saint-Laurent-du-Var på hjemvejen.

 

Besøg turistbureauet