Superindkøb og sandstrand i Saint-Laurent-du-Var

Hvis indkøbsmulighederne i centrum ikke kan dække behovet og/eller der måske er behov for en sandstrand, så er en tur til Saint-Laurent-du-Var lige sagen.

Der er direkte busforbindelse til Cap 3000 med linie 12, som kører ca. 5 gange i timen fra busholdepladsen ved Hotel Meredien (Punkt C på kortet). Ved normal trafik er rejsetiden omkring en halv time.

Alternativ transport er fra stoppestedet ”Parc Phoenix”, som du når med letbane 2. Herfra er der afgang med enten linie 9, 200, 400 eller 500. Alle linier kører samme rute, så tag den først mulige afgang. Turen klares til lokaltakst – altså et klip i ti-turskortet. Under normale omstændigheder varer denne tur ca. 35 minutter. Stå af ved stoppested ”La Passarelle”. Som er stoppet efter lufthavnen.  Promenaden krydses sikkert via gangbroen og efter ca. 200 meter er man fremme ved Cap 3000.

Kæmpe indkøbscenter – CAP 3000

Cap 3000 er et meget stort indkøbscenter, som har eksisteret siden 1969. Efter en meget omfattende om- og tilbygning i årene 2017-19 rummer CAP 3000 nu ca. 300 butikker og restauranter og er dermed næsten dobbelt så stort som Danmarks største indkøbscenter, Rødovre Centrum, som praler med 160 butikker. 

I Cap 3000 finder man stort set alle de sædvanlige indkøbscenterbutikker samt en afdeling af Galeries Lafayette. En enkelt butik skal dog fremhæves: ”Monoprix”. Her kan der findes næsten alt, hvad der er værd at nyde. Faktisk er det synd, at denne flotte Monoprix ikke findes i selve Nice.

 

Stort set alle Cap 3000’s butikker holder åbent alle dage fra kl. 10 til 21 (søndag kl. 20). CAP 3000 har også kæmpe parkeringsfaciliteter.

Når man har fået nok af centret, så følg for eksempel skiltene til ”Porte de la mer”. Omkring denne udgang er de fleste af centrets mange spisesteder samlet, og de tilbyder alle havudsigt på en eller anden måde. Det er også via denne udgang, at man kommer til stranden.

Næsten Copacabana…..næsten

Stranden lige udenfor Cap 3000 er stor, plan og udstyret med palmer, men er en stenstrand – foto øverst. Hvis man vil på sandstranden, så ligger den lidt mod vest. Følg evt. skiltene mod ”Plage Public”. Man kan selvfølgelig også komme til stranden direkte udenom centret, hvis man ikke vil kæmpe sig gennem de 300 butikker først.

I forbindelse med stranden er der også steder som sælger mad og drikke. Ikke alle så eksklusive som restauranterne lige udenfor Cap 3000, men Coke Zero er den samme alle steder. Fra stranden er der udsigt til lufthavnen.

Når det er tid at bevæge sig retur til Nice, er der to muligheder: Gå retur til busterminalen ved hovedindgangen til Cap 3000. Herfra kører linie 12 direkte til ”Albert 1″ eller gå retur til stoppestedet “La Pasarelle”

Det lille ekstra:

  • Kombinér med et besøg i Cros-de-Cagnes. Tag evt. turen til fods langs vandet og det gamle fiskerleje. Følg ruten langs vandet fra Cap 3000 ad Promenade des Flots Bleus. Herefter passeres lystbådehavnen Port de Saint-Laurent-du-Var og Port du Cros-de-Cagnes. Turen slutter på Promenade de la Plage. Selve gåturen er på ca. 30 minutter
  • Udover Cap 3000 ligger der en del andre forretninger/kæder/outlets i Saint-Laurent-du-Var, som det måske kan være interessant at besøge
  • Tag evt. toget. Der er station i Saint-Laurent-du-Var 

Besøg indkøbscentrets hjemmeside