Nice på den anden side

Nyd udsigten fra klipperne ved Cap de Nice og følg sporet af menneskeheden 300.000 år tilbage

Ja, det lyder måske drabeligt, men det foregår faktisk mindre end 30 minutter fra Place Masséna. Så det er måske værd at overveje turen over på ”den anden side” af Nice.

Hurtigt fremme med linie 38 – eller nyd turen til fods

Hvis du vil spare tid og skosåler, så tag med minibussen, linie 38, i retning ”Gustavin” fra busstop E på kortet (link). Stå af ved stoppestedet ”Théodore de Banville/Lorrain” og gør og klar til turen mod Cap de Nice.

Alternativt kan du tage turen til Port Lympia med Letbanen eller nyde hele turen til fods. Turen til fods kan klart anbefales – i hvert fald en af vejene. Fra havnen kan du også tage linie 38 fra stoppestedet ”Le Port Arson”.

Uanset hvad, så husk vandflasken, da det er småt med udskænkningssteder, når først du har forladt havnen.

Begynd med Cap de Nice

Tæt ved linie 38-stoppestedet ”Théodore de Banville/Lorrain” vil en trappe føre dig ned til ”Sentier du Littorel”, som er den vandresti, som mere eller mindre ubrudt følger den sydfranske kyst. Et skilt vil vise, at der er ca. 15 minutters gang til Cap de Nice. Vandrestien er nyistandsat, men er næppe velegnet til bare fødder eller sandaler, og stien er lukket, når vejret er dårligt.

Ved det sted, som jeg har defineret som ”Cap de Nice”, er der en lille platform med en form for mindetavle samt en bænk. Her slutter turen i denne beskrivelse, men ”Sentier du Littorel” kan bl.a. føre dig til Villefrance, hvis du følger de gule markeringer.

 

Grotte du Lazaret

Vel tilbage fra Cap de Nice finder du lige overfor den nedbrændte restaurant Coco Beach indgangen til Lazaret Grotten, som udover selve grotten består af et udendørs udstillingsområde, en lille indendørs udstilling samt en reception, hvor man altid bør melde sig.

Der er lukket mandag og tirsdag, men ellers åbent mellem kl. 10 og kl. 17 (Sommer til kl. 18). Der kan været begrænset adgang, hvis der er gruppebesøg. Bedste tidspunkt plejer at være mellem kl. 12 og 14. Der er også mulighed for guidede rundvisninger, men vær forberedt på, at det meste foregår på fransk.

Man kan dog været heldig at opleve den store præsentation på engelsk og personalet er normalt meget venlige og imødekommende.

Og under alle omstændigheder er det et spændende kig op til 300.000 år tilbage I tiden.

Se evt. denne lille video: 

Afslut turen med manér

Turen til ”den anden side af Nice” kan evt. afsluttes med en dukkert fra klippestranden, eller hvad med en forfriskning på udendørsrestauranten, Le Plongeoir, som ligger lige ved den eksklusive restaurant, Le Reserve?

Medmindre du vil skynde dig tilbage til de trygge rammer omkring Blomstertorvet og Place Masséna.

Det lille ekstra

  • Hvis du tager turen til fods vil du i og ved havnen i Nice passere et par ting af interesse:
    • Cafe du Cycliste, stedet hvor du over en kop kaffe kan se på eksklusive cykler og cykeltøj
    • L’Espace Lympia. Galleri indrettet i den gamle fængselsbygning. Skiftende udstillinger og åbningstider, så tjek på forhånd
  • Ved hovedporten til Lazaret-anlægget er der en lille sti, som fører op til Boulevard Carnot og videre op til udsigtspunktet ”Belvédère du Mont Boron”. Af mange betegnet som det smukkeste vue over Nice og Baie des Anges
  • I turistsæsonen sejler den lille fiskerbåd, Lou Passagin, gratis frem og tilbage over yderhavnen i Port Lympia. Spar skridt og nyd havnen fra en ny vinkel. Regn med lidt ventetid