Skiferie i Nice

Fra Nice Côte d’Azur lufthavnen er der kun en god times bilkørsel til skiområderne i Mercantourbjergene. Da der samtidig er mange og ofte billige flyafgange til og fra Nice, så er der faktisk mange argumenter for at vælge Nice til den næste skiferie. Det har turistorganisationen i Nice da også gjort meget ud af at markedsføre gennem de seneste år, hvor man massivt har ført skiområderne Auron, Isola 2000 og St-Dalmas-Le-Selvage frem under det fælles navn: stationsnicecotedazur.com.

Der er dog også andre skiområder. Her på hjemmesiden er der en kort gennemgang af de steder, som kan nås med offentlig transport – med særlig vægt på skisæsonen, som typisk begynder i midten af december og varer til udgangen af marts.

Transporten

Det hurtigste er absolut at køre i personbil til skiområderne. Kommer man ad motorvejen er det afkørsel 52 ”Saint Isidore”. Videre er det vej nr. 6202 ind gennem VAR-dalen. Når man passerer den lille by, Plan du Var, begynder opstigningen og så er det blot at følge skiltningen og/eller GPS’en til det valgte område.

I skisæson tilbyder Lignes Azur de særlige skibusser, Bus 100% Neige, som giver mulighed for at medbringe skiudstyr. Skibusserne til Vauban og Isola 2000 afgår alle fra Vauban busterminalen og kører via banegården og lufthavnen. Se mere hos Lignes Azur.

Billetprisen er 6 Euro pr. vej, og der er krav om forudbestilling og -betaling senest 48 timer før afgang. Bussen til Valberg kræver ikke nødvendigvis forudbestilling. Til gengæld er der ikke garanti for plads i bussen. Lidt forvirrende har skibusserne samme linienumre som de ordinære busser.

Koglebanen har også et særligt skitilbud, Train des Neiges, hvor man kører med toget til skiområdet og lader busser klare den sidste del af transporten.

Skisportsstederne

Alle skisportsstederne har mange overnatningstilbud, så der kan laves kombinationer, så ferien kan deles mellem skioplevelser i bjergene og byoplevelser i Nice.

Isola 2000

Måske det mest kendte navn på vores breddegrader. Isola 2000 er det højst beliggende sted og tilbyder 120 km pister i forskellig sværhedsgrad. I tillæg praler Isola 2000 af havudsigt. I skisæsonen er der daglige skibusafgange med linie 92.

Auron

Det største af områderne med 135 km pister. Tilbyder 8 sorte og 16 røde pister og selvfølgelig børnepister, skiskole o.s.v. Den særlige skibus til Auron har nummer 91.

Valberg

Tilbyder i alt 56 pister med en samlet længde af 96 km. Området har også 25 km løjper til langrend. Skibussen har nr. 770 og kræver ikke nødvendigvis forudbestilling. Bussen afgår fra hovedbanegården, stoppested: “Poste Thiers”.

Val d’Allos

Dette område nås med Koglebanen og den tilhørende bus. Området ligger mere mod vest, lidt nord for Colmars. Se denne lille video:

Det lille ekstra:

  • Prøv at undgå weekends og de to ugers skolevinterferie i februar måned
  • Store dele af Mercantour-området er udlagt som nationalpark og byder året rundt på utallige udfoldelsesmuligheder
  • Hele året kører der ordinære regionalbusser til både Auron (linie 91) og Valberg (linie 770)

Her kan du læse lidt om en skiferie i Auron.