Hvis man nævner olivenolie i Nice, bliver det svært at komme udenom Alziari. Det er en rigtig fin olivenolie og fremfor alt bliver den – eller i det mindste en del af den – produceret på den sidste aktive olivenoliemølle i Nice.
Det enkleste er selvfølgelig at købe olien i den lille butik i Rue Saint-François de Paule tæt ved blomstertorvet, men hvis tiden tillader kan et besøg på møllen stærkt anbefales.
Møllen ligger på 318 Boulevard de la Madelaine. Der er åben mellem kl. 9 og 18 – dog lukket mellem 12:30 og 14. De bedste besøgsmåneder er oktober og november, hvor der rent faktisk foregår produktion.
Bybussen næsten til døren
Fra stoppestedet ”Jean Médecin” går turen med letbane 2 til “Magnan”, hvor der skiftes til buslinie 6 mod Madelaine, helt til endestationen. Herfra er der et par hundrede meter op i dalen. Der ligger møllen, stort set uændret siden 1868.
Video og smagsprøver
Besøget starter normalt i butikken, hvor der vises en video, som minutiøst forklarer hele produktionsprocessen.
Herefter gælder det fabriksbesøget, hvor man ser et produktionsapparat, som i sin levetid kun har undergået to ændringer: De oprindelige tandhjul af træ er skiftet til metal og i 1940 gik man fra vandkraft til el.
Damen fra butikken, som står for rundvisningen, taler kun fransk, men gør sit bedste for at forklare og svare på spørgsmål.
Hvis man kommer i produktionsperioden, er det muligt at smage helt friskpresset olie og blive overrasket over den noget bitre smag.
Besøget sluttes i butikken, med endnu nogle smagsprøver samt det forventede køb.
Meget mere end olie
Alziari producerer 3 slags olier. Den blå version er den mest kendte og brugte. Den gule er ekstra mild og består fortrinsvis af de milde lokale oliven, medens den røde har en kraftigere smag fra græske oliven.
Det er langt fra alt olien som presses på den lille mølle. Som de selv forklarer, så gør man som de store Cognac-huse: Man køber gode råvarer og blander selv i den rette kvalitet.
Udover de tre olier, fås der olier i forskellige smagsvarianter samt oliventapanader og andre -relaterede produkter.
Med linie 6 er man hurtigt tilbage ved Magnan og letbanen. Gå evt. et stykke til fods ned ad boulevarden og se, hvordan nyere 6 – 8 etages boligblokke har blandet sig med den oprindelige bebyggelse.
Det lille ekstra:
- Tag Koglebanen tilbage til Nice efter besøget. Stationen Madelaine ligger tæt på bussens endestation, og man bruger samme billetter/kort, som busser og letbane.
- Hvis du vil have olie med hjem og kun rejser med håndbagage er der to muligheder. Køb de små sprayflasker på 100 ml, som kan være i posen med flydende toiletgrej. Eller køb olien i lufthavnen, dog til ca. dobbelt pris
- Priserne på oliemøllen og i butikken i byen er de samme, så hvis ikke du vil bære indkøbene så langt, så køb i byen.