En udflugt til Ventimiglia

Under Italiens himmel…

Hvis man under sit ophold i Nice føler, at den franske ”orden på tingene” bliver en smule for strammende, så er en smuttur til Italien – nærmere bestemt Ventimiglia – måske lige det, man har behov for.

Og med to togafgange i timen og en rejsetid i underkanten af en time, så er det jo en ganske overkommelig tur. Hvis man ikke lige rammer en togstrejke eller et teknisk problem.

Ventimiglia – en lille storby

Med knap 25.000 indbyggere er Ventimiglia ikke nogen stor by. Alligevel rummer den rigeligt med muligheder til en dagsudflugt. Banegården ligger velplaceret i forhold til de ting, som kan have interesse:

  • Handelslivet
  • De romerske ruiner
  • Den gamle bydel

Det hele kan med rimelighed nås til fods. Heldigt, da der ikke er meget offentlig transport i forhold til det, man er forvænt med i Frankrig.

I 2023 er der indviet en ny marina, som er kendetegnet ved dens runde form. Det er byens håb, at marinaen kan tiltrække flere turister.

Handelsliv med markeder og grænsehandel

Hver fredag danner Ventimiglia ramme om Italiens største marked. Sko, tøj, lædervarer, køkkengrej, strikvarer. Ja, og sikkert også kopier af kopivarer. Det er stort. Dagligt kan man glæde sig over markedshallen, som frister med flotte frugter og grøntsager samt alskens andre madvarer. Og priserne er noget lavere end i Frankrig.

Det er også i gaderne omkring Banegården og markedshallen, at man møder de fleste butikker. Mange af dem er tobaks- og spiritusforretninger, som lever højt på, at specielt cigaretter er noget billigere i Italien end i Frankrig.

Vejvisningen er enkel

Fra Banegården traver man knap 100 meter ad Via della Stazione til lyskrydset ved hovedvejen, Via Cavour/SS1. Herfra:

Ligeud: 100 meter fremme til højre markedshallen. Videre fremad: Fredagsmarkedet, Rådhuset og byparken og endelig stranden og strandpromenaden.

Til venstre: Efter 50 meter: Thomas Hanbury busten, Sant’Agostino kapellet og Aprosiana biblioteket fra 1648. Efter 1,4 km: Arkæologisk museum og de romerske ruiner. Hvis man allerede er mæt af romerske ruiner, så prioritér tiden til den gamle bydel.

Til højre: Efter 1 km, via broen Andrea Doria, står man foran opstigningen til den gamle bydel. Midtvejs i tunnelen, Galleria Scoglietti, er der en ny elevator, som fører op til Porta Nuova, midt i den Gamle by. Går man helt gennem tunnelen når man ud til den nye Marina.

Den Gamle bydel er toppen

Med den nye elevator havner man stort set på hovedgaden, Via Guiseppe Garibaldi. Man møder også Katedralen, som er smukt restaureret. Op ad hovedgaden, som stadig har lidt biltrafik, er der enkelte butikker og flere serveringssteder samt bl.a. biblioteket Civica Aprosiana og Dei Neri oratoriet. Kig ind, hvis der er åbent.

Følg skiltet til San Michele kirken og nyd denne samt udsigten over byen og floden Roya. Smut også udenfor bymuren og få vuet over den nye, cirkelrunde marina. Ja, faktisk kan man sagtens fortabe sig i de mange små og stejle gader og det næsten helt uden at fare vild.

Mæt af italienske oplevelser er de franske jernbaner klar til de 55 minutter tilbage til Nice.

Det lille ekstra:

  • Husk for en ordens skyld passet. Der kan være kontrol i toget
  • Hvis man på en af de mange hyggelige caféer bestiller en øl eller et glas vin får man ofte – uden at bede om det – en tallerken med diverse små hapser og chips. Bare rolig: De står ikke på regningen, som i øvrigt ligger noget under prisniveauet i Nice
  • På fødevaremarkedet koster soltørrede tomater det halve af prisen i Nice. Generelt er madpriserne i Italien lavere end i Frankrig
  • Turen til Ventimiglia kan evt. suppleres med et besøg i Menton eller Monaco på hjemvejen. Husk der skal købes togbillet til hver strækning
  • Mobiltelefon og Monaco: Næsten uanset abonnementstype, så koster det ekstra at bruge mobiltelefon og -data i Monaco. Tjek hos din udbyder eller sluk mobilen, når Monaco passeres.