Til og fra Nice i bil

Med det øjeblikkelige prisniveau på flybilletter til Nice er der næppe det store økonomiske incitament til at tage bilen, men der kan jo være mange grunde til, at man kan få lyst til at tilbringe de cirka 20 timer bag rattet, som turen fra Danmark til Nice typisk kræver.

Oveni køretiden kan man så tillægge det antal pauser, som man har lyst til og/eller behov for. Samt måske tilføje den tid, som man ufrivilligt tilbringer i bilen pga. kødannelser.

Baseret på egne samt ikke mindst andres erfaringer, er der to ”hovedveje” fra Danmark til Nice:

  • Via Frankrig (Mulhouse/Lyon)
  • Via Italien gennem enten Skt. Gotthard, San Bernadino eller Grand-Saint-Bernard

Turen via Frankrig er lidt længere, men mange finder de franske motorveje mere behagelige end de italienske.

Afgifter, vejarbejde og parkering

Uanset vejvalg er der to ting man ikke undgår: Vejarbejde og afgifter til både motorveje og bymiljø.

På den seneste biltur til Nice (forår 2023) betalte vi følgende afgifter:

  • Motorvejsafgift i Italien og Frankrig, som betales kontant eller med kort ved kontrolstederne
  • Motorvejsafgift i Schweiz og Østrig via mærkater, som bl.a. kan købes ved tankstationer før grænserne
  • Miljøafgift for kørsel i visse tyske byer. Mærkat kan fx købes hos FDM
  • Miljøafgift for kørsel i visse franske byer. Mærkat købes på nettet. Køb på den officielle hjemmeside og påregn op til 3 ugers leveringstid

Vejarbejder og kødannelser kan man jo ikke gøre så meget ved. Man kan måske reducere generne ved at lytte til trafikmeldingerne på radioen samt forsøge at undgå myldretiderne.Fremme i Nice er glæden ved egen bil, at man kan besøge steder, som er vanskeligt tilgængelige med offentlige transportmidler. Til gengæld har man, som når man lejer en bil, udfordringen med parkering.

Tjek den aktuelle situation hjemmefra

I ”gamle dage” da vi oftest tog bilen sydpå, søgte vi aktuelle oplysninger hos FDM. Det gør vi stadigvæk. FDM har en udmærket hjemmeside med mange relevante links.

Slutteligt: Bilen har altid mere plads til franske dråber, vin og/eller olivenolie, end den indtjekkede flybagage. Og glem ikke dåseøllerne fra Bordershoppen eller Fleggaard.

Go’ tur.