Kategoriarkiv: Nice

Taxa eller Uber i Nice

Af Bjørn Nedergaard

Er der noget, som kan få følelserne op til overfladen, er det spørgsmålet om brugen af Taxa eller Uber. Denne lille beretning er helt blottet for holdninger, men er alene en objektiv beskrivelse af 2 gange transport i Nice: Den ene fra Lufthavnen og den anden retur til lufthavnen.

Egentlig er spøgsmålet om vi skulle bruge Taxa eller Uber ren teori, da vi altid har taget lufthavnsbussen, når vi er i Nice. 6 Euro ****) pr. person pr. vej er til at overkomme, og bussen holder ca. 3 minutters gåtur fra vores lejlighed. Men netop i forbindelse med denne tur i maj 2016, havde buschaufførerne valgt at gå i strejke, så der måtte træffes et valg. Vi kunne selvfølgelig gå de ca. 7 kilometer ind til Nice, det har vi faktisk prøvet. Men denne fredag aften var det ikke lige det alternativ, som lå øverst på ønskelisten.

Vi var denne gang ankommet stort set rettidigt med Norwegian ved 21-tiden. Vi vidste besked om busstrejken og havde derfor – for alle tilfældes skyld – installeret Uber-appen. Uber har vi aldrig prøvet før. Vi tjekkede lige, at strejken fortsat var aktiv, kiggede kort på Uber-appen, men valgte at gå de 20 meter op til de holdende taxaer. Vi hilste på en venlig og almindelig klædt chauffør, som fortalte, at turen ville koste ca. 40 Euro inkl. aften- og kufferttillæg. Vi valgte denne tur og var uden ventetid på vej. På få minutter var vi, efter en komfortabel tur i en kæmpe Mercedes, på vor destination, Place Masséna, og betalte regningen, som blev på 42 Euro. Kontant betaling.

Den følgende onsdag formiddag var det retur til lufthavnen og der var fortsat busstrejke. Da en taxa ikke kan komme til vores lejlighed, troppede vi op ved taxaholdepladsen på Avenue de Verdun. Her ventede dog ingen taxaer, så vi måtte teste om Uber-appen virkede. Det gjorde den. Vi tastede vores turønsker og fik straks svar, at chaufføren Mohamed ville være på stedet i sin Mercedes efter ca. 9 minutter. 9 minutter senere præsenterede Mohamed sig i sort habit og slips. Vognen var i fin stand med mulighed for at forfriske sig med bolcher og en flaske vand. Den behagelige tur kunne følges på mobilen, og kort efter var vi i lufthaven. Kreditkortet blev automatisk debiteret 15,86 Euro. Betalingen blev bekræftet på en mail, som også gav os mulighed for at give chaufføren en vurdering.

Til trods for busstrejken kom vi altså både frem og tilbage – og fik testet busturens reelle alternativer. Vi lod SAS klare resten af hjemturen til København.

Vi lader fakta tale for sig selv:

FAKTABOX

 

  Tid Bil Strækning *) Ventetid Pris
Nice Taxi Fredag – ca. 21:00 Mercedes. GLS Lufthavn – Nice centrum 0 min. 42 Euro **)
Uber Onsdag – ca. 11:00 Mercedes. C-klasse Nice centrum – lufthavn 9 min 15,86 Euro ***)
Letbane eller Bus Altid Begge veje Kører flere gange i timen 1,50 Euro pr. person ****)

*) Køretiden vil altid være omtrent den samme på samme tid af døgnet – uanset transportformen, men stærkt afhængig af trafikken. Dog kører bussen mod lufthavnen først til Terminal 2 og derefter til Terminal 1, hvor SAS og Norwegian holder til. Det forlænger turen med op til 25 minutter i forhold til en taxa.

**) I samme periode er turen kørt en tirsdag kl. ca. 11:00. Her blev prisen 32 Euro. Fra april 2018 er der indført en fast takst for turen mellem lufthavnen og Nice centrum: 32 Euro excl. evt tillæg.

***) I travle perioder har Uber indført et særligt tillæg. Det oplyses ved bestillingen. Tillægget kan være på op til 200% og gør altså Uber-turen lige så dyr som Taxaturen. Uber er benyttet to gange i 2019 fra lufthavnen til centrum. Aktuel pris: 20 Euro.

****) Særlig flybustakst er afskaffet sommer 2019. Prisen er nu minimum 1,70 Euro pr. person. Læs om bybusser og takster her.

 

Dette indlæg er redaktionelt opdateret den 2. august 2016. Information om bybuslinier tilføjet den 31. oktober 2016. Information om fast taxapris mellem lufthavnen og Nice centrum er tilføjet 23. september 2018. Afskaffelse af særlig flybustakst tilføjet august 2019. Priser for kørsel med Uber i 2019 tilføjet i august 2019. Opdatering med ny takst i bus og TRAM pr 1. juli 2023.