Tag-arkiv: Turist

Tekst 1

Trompe l’oeil – Synsbedrag i Nice

Af: Bjørn Nedergaard

Nogle kalder det kunst, andre betragter det mere som håndværk. Wikipedia omtaler det som en visuel kunstgenre. Selv stavemåde og udtale diskuteres. Her har jeg fået hjælp af YouTube: https://youtu.be/ffIobM1YFTg

Under alle omstændigheder synes jeg, at det er spændende at gå rundt i Nice og både finde og genfinde synsbedraget – trompe l’oeil.

Place Garibaldi

Inden man i Nice slap letbanen fri i 2007 gennemgik blandt andet Place Garibaldi en omfattende renovering. 6.500 m2 er nu et kæmpe stykke trompe l’oeil. Ganske vist er både vinduer, skodder og et par altaner ægte, men resten er klaret med en kreativ og præcis pensel. (foto øverst på siden)

Forlader man Place Garibaldi og går ud ad Avenue de la République ser man forude gavlen af en flot bygning, som det givetvis er spændende at se nærmere på. Men snydt igen: Trompe l’oeil. Heldigvis er der en travl PMU-café i stueetagen, så man kan belønne sig selv med en forfriskning.

Hvis jeg valgte at fortsætte min tur væk fra centrum ville jeg snart befinde mig foran Église Saint-Roch, men jeg vender retur mod den gamle by, hvor jeg finder snyderierne omkring Rue Rosetti og godt gemt ved det gamle vaskeri i Rue de l’Ancien Sénat. Lidt slidt.

Esplanade George Pompidou

Da denne plads skulle etableres i 2010 åbenbaredes samtidig to store, kedelige gavle. Hvad gør man så? Trompe l’oeil. Så nu er alt synsbedrag: Vinduer, skodder, altaner, blomster og skygger. Et imponerende værk, som næsten kun røbes af skyggerne, som står ens både nat og dag. Nok det mest komplette værk indenfor genren i Nice.

I dette fotogalleri har jeg samlet en række eksempler, som forhåbentlig kan give lidt inspiration til din næste vandretur rundt i Nice. God tur. Med og uden snyd.

Hvis man placerer cursoren på fotoet, så kan man se adressen. Hvis man klikker på fotoet, får man fotogalleriet i stort format.

Fra Romerriget til Louis de Funès

Af Bjørn Nedergaard

En hyggelig udflugt fra Nice til Fréjus og Saint-Raphaël

Knapt har jeg fået spist min medbragte croissant før det lyder over højttaleren i toget, at næste station er Saint-Raphaël. Så efter en lille time i toget fra Nice kan dagen for alvor begynde.

Jeg vælger at starte dagen med en kop kaffe i den gamle bydel, hvor jeg har udsigt til byens middelalderkirke, som nu huser det arkæologiske museum. Jeg kan samtidig iagttage de handlende i markedshallen gøre klar til dagens rykind, ja, i det hele taget se byen vågne op.

Med en hel dag til min rådighed napper jeg  turen til Fréjus til fods langs den lange strandpromenade, hvor strand og vand frister på venstre side, mens barer og restauranter lokker til højre. Jeg lader turen gå omvejen via Port Fréjus, hvor de mange lystfartøjer vugger stille i solskinnet. Fra enden af marinaen er der endnu en lille bid vej til mit første møde med romerne, den gamle byport: Porte des Gaules.

 

Husk fantasien

Lad det være sagt med det samme, der er virkelig tale om romerske ruiner, så det kræver, at man påtager sig en god fantasi for at forestille sig scenariet, som det tog sig ud for 2000 år siden.

På min vej mod Arenaen passerer jeg det gamle vinkollektiv, som i dag rummer en turistbutik, men hvor de lokale stadig kan komme forbi og få fyldt 5-liter dunken med frisk landvin.

Arenaen er imponerende. Den er nu istandsat, så den kan bruges til koncerter med 12.000 tilskuere – både Tina Turner og Rod Steward har været her –  men ingen tvivl om, at brugen af beton kombineret med ruiner er blevet diskuteret en del blandt de lokale.

 

 

Katastrofen i 1959

Inden turen går videre dvæler jeg et par minutter ved mindesmærket for de omkomne efter Malpasset-dæmningens kollaps den 2. december 1959. 423 mennesker måtte lade livet, da betonen brast.

Flere ruiner

I dag går jeg hurtigt gennem bykernen i Fréjus, som ellers er en rigtig ”slendre-rundt-by” med butikker, gallerier, restauranter, kirke, rådhus, museer og et ældgammelt oliventræ.

For mig er dagens romerske højdepunkt resterne af akvadukten, men også det romerske teater er et besøg værd for mig og min fantasi.

Med bussen retur

Heldigvis er jeg efter teaterbesøget tæt på busterminalen i Fréjus, så med linie 4 er jeg hurtigt tilbage i Saint Raphaël, hvor det er tid til en rundtur i den nyere og mere mondæne del af byen.

Her knejser kirken Notre-Dame-de-la-Victoire på imponerende vis, ikke mindst efter, at murværket blev renset for et par år siden. Der er også kasino og luksushoteller samt restauranter i den pænere kategori.

 

 

 

Og stort set skråt over for banegården finder jeg byens nyhed: Louis de Funès museet. Denne Louis de Funès er en af de helt store komiske skikkelser i fransk film. I Danmark nok mest kendt for sin rolle i filmen ”Undskyld vi flygter”, hvis nogen husker den?

Lad mig være helt ærlig. Jeg springer museet over denne gang. Jeg ser det nok næste gang jeg kommer, men inden da, vil jeg se om jeg kan streame et par film med Louis de Funès, så jeg kan komme helt på omgangshøjde.

Skyggerne bliver længere og toget mod Nice bringer mig trygt og sikkert tilbage til civilisationen.

 

 

Denne ”fiktive” historie er baseret på flere ferieophold og dagsbesøg i Saint-Raphaël og Fréjus. Senest i oktober 2021

Læs mere om Fréjus og Saint Raphaël

 

Nice – nu med mundbind

Af Bjørn Nedergaard

2023: Alle coronarestriktioner er ophævet i Frankrig.

16. maj 2022 blev en mærkedag i Frankrig. Mundbind er ikke længere et krav i det offentlige rum.

Denne lille artikel er skrevet på baggrund af oplevelser og observationer i uge 29, 2020. Corona-reglerne ændres hyppigt, så tjek altid de aktuelle regler. Forhåbentlig vil artiklen snart være at betragte som et tidsbillede fra en overstået periode.

Officielle råd og lokale påbud

Frankrig har, som alle andre lande, lavet sine nationale påbud, råd og vejledninger. Oveni i disse regler kan borgmestrene indføre lokale tiltag, som skærper de nationale regler og endelig kan den enkelte restaurant eller butik indføre sine særlige regler. Det hele er ganske tydeligt skiltet, men skiltningen kan variere fra de officielle plakater til de helt hjemmelavede og håndskrevne skilte.

Mundbind eller ej

I lufthavne og fly er der inden tvivl: Her er et medicinsk mundbind påbudt, men når først man forlader lufthavnen, så starter forvirringen. På de cirka 50 meter fra lufthavnsterminalen til letbanen kan man tage mundbindet af, man straks man entrer letbanen, så er det på med mundbindet igen. I letbanen bliver man desuden – via skiltning og over højttalerne – mindet om afstandsreglerne og omkring halvdelen af sæderne har siddeforbud.

De fleste butikker kræver at man bærer mundbind, men nogle butikker kræver også 1½ meter afstand mellem kunderne, selvom grænsen officielt kun er en meter. I det åbne offentlige rum er der intet krav om mundbind, men mange restauranter har påbud, medmindre man sidder ved bordet (og spiser).

Stort set alle tjenere bærer mundbind, enkelte er endda set med visir. I butikscentrene bæres der også mundbind i fællesområderne, og hos Burger King sørger dørvogtere for, at man kun slipper ind i afsprittet tilstand og med mundbind. I de kommunale parker følger mange, men ikke alle, påbuddet om at bære mundbind. Og selvbetjening på de udendørs markeder er stillet i bero.

 

Forskel på by og land

Indbyggerne i Cagnes sur Mer vil nok føle sig fornærmede ved at blive betegnet som landzone, men alligevel. Udenfor selve Nice virker det som om man tager en lille smule lettere på situationen. Mange butikker anbefaler mundbind, men kræver det ikke. De to bankfilialer på torvet er heller ikke helt enige. Den ene kræver mundbind, den anden anbefaler.

 

Vær beredt

Under alle omstændigheder gælder det om at have sit mundbind klar. Mange vælger at lade mundbindet blive siddende på ørerne, men trækker selve masken ned under hagen, når man er i områder uden påbud. Ikke specielt elegant, men så får man sig da en opstrammer til ansigtet.

Gør et kup – rejs med tog til halv pris

Af Bjørn Nedergaard

Vigtigt: Denne rabatmulighed er ændret pr. 1. januar 2023. Nu kan der kun opnås 30% rabat –  og kun være en ledsager, som kan opnå samme rabat. Læs mere her 

Det, du skal bruge, er:

  • Et pasfoto
  • En kopi af din personlige ID (fx. dit pas)
  • En udfyldt formular
  • 30 Euro
  • En anelse tålmodighed

Nej, det er ikke indledningen til et Olsen-banden-kup, men derimod vejen til et ZOU-kort, så du i et helt år kan rejse med tog i det meste af Sydfrankrig*) til halv pris. Ikke kun dig selv, men også op til 3 medrejsende.

Det hele kan faktisk klares på stationen

På banegården i Nice er der et lille ZOU-kontor, hvor det ganske servicemindede personale dagen lang udsteder alverdens abonnementskort til studerende, pendlere og andet godtfolk. Der er også både kopimaskine og fotoautomat på stationen, men kom til tiden. Når kontoret lukker kl. 15:00, betyder det, at man lukker dørene kl. 14:30, så man er sikker på, at dagens sidste kunde er ude af røret kl. 15!

Men ellers er de venlige og de både kan og vil tale en smule engelsk.

Og hvad ZOU?

Når du har fået dit ZOU-kort, så er det bare at gå til de blå billetautomater. Her stikker du først ZOU-kortet i maskinen, bestiller den/de ønskede billetter og betaler med mønter eller kreditkort. Det går nemt, når du har prøvet det et par gange……Og så skal ZOU-kortet selvfølgelig valideres inden du går om bord i toget. **)

Hvad så med strejkerne?

Ja, hvis togpersonalet strejker, så er der ikke så meget at gøre. Desværre sker det også ofte, at billetmaskinerne “strejker”, når de fodres med et ikke-fransk betalingskort. Så må man forbi billetkontoret og vente i nummerkøen. Træls.

Mange andre rabatmuligheder

ZOU, som er paraplyorganisation for den offentlige transport, tilbyder mange forskellige rabatordninger, som også kan være relevante for turister. Seneste tiltag er et månedskort (Passsudazur) til 80 Euro, som giver fri offentlig transport i Region Syd i en hel måned med både tog (TER), Tram og busser. Fra 1. september 2020 inkl. Monaco. Og med en gyldig togbillet i hånden, er der faktisk også rabat på en del turistattraktioner, men det er jo en ganske anden sag.

Læs mere her – klik.

*) Det omtalte ZOU-kort gælder alle SNCF-TER tog mellem Ventimiglia i øst, Marseilles i vest og Avignon mod Nord.                         
**) ZOU-rabatten, f.eks til medrejsende, kan også opnås ved at købe almindelig papirbillet. Her skal man så registrere sig som indehaver af ZOU-kort eller ledsager på maskinen. Herefter valideres billetten på sædvanligvis, inden man stiger på toget. Køber man sin billet på billetkontoret vil rejsen normalt blive indlæst på ZOU-kortet. (redaktionel tilføjelse - november 2021)

 

Ticket Azur – en omstigning med udfordringer

Af Bjørn Nedergaard

Hvis du med den offentlige transport skal bevæge dig udenfor Nice bytrafiks takstzone, og turen kræver at du skal køre med både bytrafikken i form af letbane eller bus samt efterfølgende med en regional bus, så kan du få brug for den specielle omstigningsbillet: Ticket Azur.

Første udfordring: At købe billetten

Ticket Azur sælges ikke i busserne, men kan købes i automaterne, hvilket er det enkleste. Den kan også købes i Lignes Azurs  salgskontor, som har lukket både om aftenen og om søndagen. På salgskontoret er der ofte kø, men det plejer at lykkes at få lov til at købe det antal Ticket Azur, man nu beder om, selvom personalet ofte ser på en, som om man var fra en anden planet. Billetten koster i øvrigt 2,50 Euro og giver ret til en omstigning mellem bytrafikken og regionalbussen indenfor 2½ time.

Anden udfordring: Udturen

Lad os tage et eksempel: En tur fra Nice centrum til Antibes. Her er første etape med letbanen fra Jean Médecin til Parc Phoenix. I letbanen skal du klippe/validere din Ticket Azur. En billet pr. rejsende. Så langt så godt. Ved skiftet til Regionalbus 620 ved Parc Phoenix skal du vise din stemplede Ticket Azur til chaufføren, som vil se undrende og mistroisk på dig. Han vil dog, når han ser at din Ticket Azur er stemplet korrekt i letbanen, udstede din billet til Antibes uden yderligere betaling.

Tredie udfordring: Hjemturen

Når du skal hjem fra Antibes, kan du IKKE bruge de Ticket Azur billetter, som du har købt på salgskontoret eller i automaten. Her skal du hos chaufføren i linie 620 bede om en ”Ticket Azur” og/eller ”Avec correspondance”, når du køber din busbillet til 2,50 Euro. Chaufføren vil igen se undrende på dig, men måske får du sammen med din almindelige regionalbusbillet den Ticket Azur, som du skal bruge i Letbanen, når du stiger ombord i den for at køre retur til Jean Médecin. Du skal huske at gemme busbilletten under hele letbaneturen, da den sammen med den stemplede Ticket Azur er dit bevis overfor en evt. kontrol.

 

Vel hjemme i Nice kan du glæde dig over den samlede besparelse, som løber op i 3 Euro. Så du kan jo selv vurdere om en Ticket Azur er udfordringerne værd.

Husk også, at du altid kan skifte mellem letbane, bybus og regionalbus med en almindelig billet inden for 74 minutter, når det sker i Byzonen, som trods alt strækker sig fra Cagnes-sur-Mer i vest til Cap-d’Ail i øst.

 

Dette indlæg er opdateret 18. september 2019 med oplysning om at Ticket Azur fra medio september også kan købes i automaterne.

Opdatering januar 2023: Nye takster i regionalbusserne og nye busnumre

 

Nice, en novelle

Af Lone Als

Vanen tro rystede hun håret ud af håndklædet og betragtede i spejlet kritisk sig selv og den nye, mørkebrune hårfarve, syntes stadig, kontrasten til ansigtet var for stor. Dianas søde og sjove frisør havde foreslået ændringen for at få hendes hår til at syne af mere, se mere fyldigt ud. Resultatet var sådan set i orden, men hun skulle lige vænne sig. “Sig mig, er du oppe” råbte hun fra badeværelset ind gennem stuen til soveværelset. Begge befandt sig igen i deres frankofile venners aldeles skønne og vidunderlige lejlighed, placeret lige midt i Nice’s gamle bydel. Den var beliggende i en sekstenhundredestals bebyggelse i en af de mange snævre gader, lå tæt på torvet, stranden – ja, det hele. Lejligheden var yderligere velsignet med en altan med udsigt over byens skrå tages mangfoldighed. Der var ikke en finger at sætte, dette var paradis. Mark kom endelig på benene og satte uden videre kurs mod køkkenet. “Hov, hold lige hesten, jeg skal da handle først” kom det fra Diana, nu i feriemundering, hvilket var så lidt som muligt – kjole over trusser og sandaler på fødderne. Selv her i begyndelsen af oktober var luften lun, solen skinnede og bragte dem snildt 23-24 grader. Hun gennemgik hurtigt udstyret: kurv under arm, pengepung, huskeseddel og tom æggebakke. Men påtaget alvorsfuld mine artikulerede hun langsomt, mens hun stod rank foran ham; “jeg trodser nu det grufulde vejrlig samt trusler om død og ødelæggelse, og bevæger mig ned ad trappen med fare for liv og lemmer, kun for at skaffe føde til os. Håber, det bliver muligt at mødes igen og at min indsats bliver værdsat”. “Klap nu i med dit pjat og kom af sted”, lød det knastørre svar.

Vel nede af trapperne åbnede hun døren til gaden med maven fuld af gode fornemmelser. At gå her i Rue Droite på vej ned mod torvet, var i den grad en nydelse. Det summede med alle slags mennesker; handlende, hundeluftere, folk på indkøb som hun selv, kunstnere, gadefejere, skolebørn. Manden, der trak sin mærkelige indretning af en udendørs ovn efter sig, hægtet bag på knallerten. Mennesker på gåben eller på to hjul, mere var der ikke plads til. Ikke at forglemme turisterne, der i klynger stod måbende og pegede på de fine gamle huse og hyggelige, snoede gader. Diana tænkte, at turisterne hellere skulle gå sig en lang tur i kvarteret i stedet for at pege, og drejede skarpt om hjørnet ved vinstuen “La Trappa”. Noget fis var det jo, men hun følte sig lidt fransk på en måde, som hun spadserede der, især da en af hende ubekendt mandsperson råbte “bon jour, madame”. Nå, de var jo altid ude på noget, de franskmænd, dét vidste alle. Alt var dejligt, livet var skønt. Pludselig dukkede en lille simpel, fransk sang op i hendes hoved, og snart nynnede hun den indvendigt i takt med hendes skridt.

                      Savez-vous planter les choux, à la mode, à la mode?.

                      Savez-vous planter les choux, à la mode de chez nous.

Hvordan dén lige kom til hende var en gåde. Det var vist en gammel børnesang om at dyrke kål på den korrekte måde – vor herre bevares.

Diana trak vejret dybt ind, nu var der kun få skridt, før hun stod ved den første bod. På fransk bad hun om seks æg og rakte smilende bakken frem. Dette affødte en veritabel strøm af ord fra ægge-damen og Diana måtte løfte hånden og fortælle, at hun var turist – “lentement, s’il vous plaît”. Herefter skred samtalen knapt så hurtigt frem på engelsk og handlede om æggenes friskhed og hvilket fornemt gods, de kom fra. Herligt at hun – bare lige til en start – var blevet anset som værende fransk. Hun takkede på det hjerteligste og begav sig søgende videre. Hun indsnusede grådigt luften, der var et kogsammen af havet, selvfølgelig, samt af olier, oste, blomster, krydderier, charcuterie og en million forskellige sæbedufte. Nu skulle der fourageres frugt, og det var dejligt nemt ved de store boder, hvor man blot fik udleveret en skål, i hvilken man anbragte lige netop det, man behagede. Ganske vist tog det derefter lidt tid for sælgeren at veje tomater, vindruer, jordbær, ferskner og blommer hver for sig, men det var helt okay. Nu manglede hun blot et brød, så var kurven også fuld af gode ting. På vejen tilbage igen langs markedspladsens mange boder, stoppede Diana ved en oste-brød-kage-stand og pegede på noget, der mest af alt lignede et grovbrød. Maven havde godt af det, tænkte hun, og betalte 90 “centimeter”, som de altid i tankerne kaldte alt under en euro.

Hun talte som sædvanlig trinnene op til lejligheden, nøjagtig 93 var der, mange af dem temmelig høje. Mark tog venligt, men bestemt æggebakken ud af hænderne på hende og ude fra køkkenet hørte hun derefter nogle løsrevne almindeligheder: ”Dækker du lige bord, jeg har stillet det hele frem, men nåede ikke helt ud på altanen. Håndklæderne bør vel hænges til tørre ude på altanen. Og hvor pokker er den mellemstore gryde, ved du det?” Diana gjorde en armbevægelse, der mere end antydede, at hun intet vidste og bad ham inspicere den ene væg i køkkenet, hvor alt til faget henhørende hang, eller i hvert fald burde hænge. Ved spisebordet begyndte hun snart at tælle småpenge op, antallet af stabler voksede. Ideen var at komme af med de rå mængder af småmønter, der altid hobede sig op, og så var der til indkøbene dagen efter, tænkte hun mens TV’et kørte i baggrunden.

Senere lænede de sig begge tilbage i hynderne ude på altanen, behageligt mætte efter Marks uovertrufne røræg og ratatouille-agtige ret bestående af pølsestykker, skinke og grøntsager vendt i olie. ”Hvad, når vi har været på stranden, skulle vi så ikke gå en lang tur op gennem byen, op til den russiske kirke og dét kvarter?” spurgte Mark. Således blev det. En del bogfordybelse og løste kryds-og-tværser senere rejste de sig fra stranden, og begav sig hen på strandbaren for at indtage en forfriskning. Mark sad på den af lejlighedens ejere lånte strandmåtte, de kiggede ud over hele den herlige, azurblå pallet og småsnakkede om sejladsen, der foregik på vandet foran dem. Lidt senere betalte de og gik op i byen, skulle lige skifte, inden traveturen begyndte. Diana gloede vinduer og hendes blik faldt på noget strandudstyr. ”Hør for fanden, hvor er strandmåtten blevet af?” De så op og ned af hinanden og vendte begge håndfladerne udad i en slags opgivende gestus. ”Pis, vi må derned fluks”. Ved ankomsten til baren var tjenernes ansigter spejlblanke og de forstod pludselig hverken fransk eller engelsk. ”Hvor er det typisk”, hvislede Diana, så snart vi skred, snuppede de naturligvis måtten, de har sikkert et lager af selvsamme sager. De sælger dem garanteret og scorer kassen, kostprisen er jo nul. Møgdyr. Nå, det er jo ikke nogen katastrofe. Men vi må erstatte den”. ”Ja, naturligvis” mumlede Mark, ”tilbage til butikken med strandudstyret”. Otte euro fattigere begav de sig op i lejligheden, badede, og travede snart afsted på den aftalte gåtur. ”Hvor er Nice altså bare helt igennem skøn, atmosfæren, vejret, you name it. Jeg glæder mig allerede til at slentre ned ad gaden og købe ind igen i morgen”, sagde Diana glad, mens hun tog et par fotos af hyggelige tableauer. Hun holdt utroligt meget af Nice, af alt her – inklusive markedet. Tanken om stranden, der ventede dagen efter, satte ydereligere humøret en tand i vejret.

Novellen “Nice” er fra Lones tredie bog “Kolonihavehuset – og 14 andre fortællinger”. Læs mere om Lones bøger her:  LINK

 

 

 

Skæve indkøb i Nice

Af Bjørn Nedergaard

Når det gælder indkøbsmuligheder, har Nice simpelthen alt, men forlad strøggaderne og indkøbscentrene, så finder du måske noget som kan overraske.

Lokal Pastis og Cola fra Cannes

Pastis de Nice. Her prøver man faktisk at skabe noget, som kan gå hen at blive historisk. Butikken og produktionen ligger absolut ikke centralt, men besøger du markedet på Liberation, så er du i nabolaget. Straks du kommer ind, rammes du af duften af anis.

Den lokale pastis fås i 3 varianter og sortimentet er suppleret af forskellige produkter fremstillet på lokale klostre. Og har du lyst, kan du købe en cola, som er fremstillet i Cannes.

På en god dag tilbydes der også smagsprøver.

Pastis de Nice, 6 Rue Vernier. Åbent tirsdag til lørdag 10.00 – 12.30 og 15.00 – 19.00. Bemærk: Denne forretning er lukket permanent fra april 2018.

Italiensk engros

Jeg kom tilfældigvis forbi og min nysgerrighed bød mig at kigge indenfor. Bag den kedelige facade gemmer sig en verden af italienske specialiter. Kunderne er typisk de lokale restauranter og cafeer, men alle er velkomne.

Cash Alimentare du Sud-Est, 21 Avenue Villemont. Åbent mandag til lørdag 8.00 – 12.30 og 14.00 – 19.00 (Lørdag kun formiddag)

 

 

Blomster, ost og chokolade i samme vindue

Her måtte jeg standse op, for den type varer kan man simpelthen ikke have udstillet i samme vindue! Jo, det kan man godt, for det er altsammen lavet af chokolade. Jeg mangler dog stadig mod til at købe et stykke chokolade-emmenthaler.

JP Paci Chokolatier, 19 Avenue Notre Dame. Åbent tirsdag til lørdag 09.30 – 12.30 og 14.40 – 19.00

 

 

 

Ganske forfærdelig – og dog

Første tanke: Her er absolut ikke noget for mig. Sortimentet er billigt tøj samt diverse ting og sager og vareeksponeringen er langt fra inspirerende. Alligevel lykkes det altid at finde noget. Besøger stedet stort set hver gang, jeg er i Nice.

Zeeman, Rue de Pertinax 11. Åbent mandag til lørdag 09.00 – 18.00 (lørdag 17.00)

Hvor billigt kan man flyve til Nice fra København?

Af Bjørn Nedergaard

Der findes ikke noget enkelt svar på spørgsmålet, men i dette indlæg vil vi ”øse af egne erfaringer”. For at underbygge erfaringerne, har vi indsamlet nogle konkrete facts, baseret på data fra SAS og Norwegians hjemmesider. Vi har dels valgt en tilfældig lørdag/lørdag, som passer med de fleste udlejningsterminer. Samtidig har vi set på selskabernes billigste og dyreste priser fra København i september. Begge selskaber flyver til Terminal 1 i Nice, så turen fra og til lufthavnen er den samme.

Se dataskemaet her:

Flypriser SAS-Norwegian august 2016

 

Det billigste er en kombination.

I den tilfældigt valgte rejseperiode mellem den 17. og den 24. september 2016 vil det billigste være en kombination af de to selskaber. Udrejse med Norwegian og hjemrejse med SAS. Samlet pris kr. 1095,- pr. person. Den billigste rejse i september 2016 ville være med Norwegian. Denne vil koste kr. 706,- pr. person. I begge tilfælde uden indtjekket bagage.

Test alternative lejeperioder – eller supplér med hotel.

De fleste udlejere – inkl. os selv – siger lørdag/lørdag. Det passer dog sjældent med de allerbilligste flybilletter. Spørg om du kan få lov til at leje ferieboligen i en anden periode, så du kan flyve billigt. Det koster ikke noget at spørge. Alternativt kan man supplere ferieboligen med en nat eller to på hotel. I naboejendommen til vores lejlighed ligger et lille hotel, Hotel Rex. Her koster et dobbeltværelse fra 525 kroner pr. nat.

”Bestil tidligt” behøver ikke at være mest rigtigt.

Alle siger, at det kan betale sig at bestille flybilletter så tidligt som muligt. Det er sikkert også rigtigt langt hen ad vejen. Vi har dog et enkelt eksempel på det modsatte. Vi havde bestilt billetter i god tid, men måtte udskyde rejsen, så vi kunne deltage i generalforsamligen i ejerforeningen. Vi måtte altså afbestille en billet og bestille en ny hjemrejse nogle dage senere. Det viste sig, at den nye billet – bestilt med meget kort varsel – faktisk var billigere end den billet vi afbestilte.

Tænk på tillæg for dit og dat.

Vil jeg selv vælge sæde? Skal vi alligevel tjekke en kuffert ind? Hvad med mad og drikke i flyet? Kan jeg klare flyrejsen uden Wifi? Hvem flyver mest præcist?

For øjeblikket er det kun Norwegian, som tilbyder gratis Wifi om bord. Det findes simpelthen ikke om bord på de flytyper, som SAS anvender på Nice-flyvningerne. Hos Norwegian må du ikke selv medbringe mad og drikke. Her er SAS mere large. Med hensyn til selskabernes punktlighed, så har vi været både rettidigt fremme og forsinket med begge selskaber. Også selskabernes betingelser for refusion af afgifter ved afbestilling er forskellige.

Er I med i et fordels- eller bonusprogram?

Hvis ikke, så meld jer omgående ind. Også selvom I ikke flyver ret ofte. Det koster ikke noget og I vil altid opnå et eller andet. SAS Eurobonus er det mest omfattende program, hvor I som minimum kan betale for forplejning i flyveren med points. Norwegian Reward kan fx give jer en gratis sædereservation efter 6 flyvninger. Tjek selskabernes hjemmesider og se alle fordelene.

Dyrest kan være billigst.

Vi har venner, som er inkarnerede golfspillere. De flyver altid med SAS og vælger altid den dyre billet, SAS Plus. Og hvorfor gør de så det? Den dyre billet giver en lang række fordele: Bagagen – inkl. golfudstyr – kommer gratis med. I Kastrup kan de bruge Fast Track, så ventetiden i security er minimeret. I både København og Nice kan de benytte SAS/VIP loungen, hvor der er gratis drikkevarer og et let måltid mad. Endelig er de placeret forrest i flyet og får gratis mad og drikkevarer under flyvningen. Når de laver en samlet beregning, så er den dyre flybillet faktisk billigst. Hvordan ser jeres regnestykke ud?

I ønskes en god rejse til Nice.

Taxa eller Uber i Nice

Af Bjørn Nedergaard

Er der noget, som kan få følelserne op til overfladen, er det spørgsmålet om brugen af Taxa eller Uber. Denne lille beretning er helt blottet for holdninger, men er alene en objektiv beskrivelse af 2 gange transport i Nice: Den ene fra Lufthavnen og den anden retur til lufthavnen.

Egentlig er spøgsmålet om vi skulle bruge Taxa eller Uber ren teori, da vi altid har taget lufthavnsbussen, når vi er i Nice. 6 Euro ****) pr. person pr. vej er til at overkomme, og bussen holder ca. 3 minutters gåtur fra vores lejlighed. Men netop i forbindelse med denne tur i maj 2016, havde buschaufførerne valgt at gå i strejke, så der måtte træffes et valg. Vi kunne selvfølgelig gå de ca. 7 kilometer ind til Nice, det har vi faktisk prøvet. Men denne fredag aften var det ikke lige det alternativ, som lå øverst på ønskelisten.

Vi var denne gang ankommet stort set rettidigt med Norwegian ved 21-tiden. Vi vidste besked om busstrejken og havde derfor – for alle tilfældes skyld – installeret Uber-appen. Uber har vi aldrig prøvet før. Vi tjekkede lige, at strejken fortsat var aktiv, kiggede kort på Uber-appen, men valgte at gå de 20 meter op til de holdende taxaer. Vi hilste på en venlig og almindelig klædt chauffør, som fortalte, at turen ville koste ca. 40 Euro inkl. aften- og kufferttillæg. Vi valgte denne tur og var uden ventetid på vej. På få minutter var vi, efter en komfortabel tur i en kæmpe Mercedes, på vor destination, Place Masséna, og betalte regningen, som blev på 42 Euro. Kontant betaling.

Den følgende onsdag formiddag var det retur til lufthavnen og der var fortsat busstrejke. Da en taxa ikke kan komme til vores lejlighed, troppede vi op ved taxaholdepladsen på Avenue de Verdun. Her ventede dog ingen taxaer, så vi måtte teste om Uber-appen virkede. Det gjorde den. Vi tastede vores turønsker og fik straks svar, at chaufføren Mohamed ville være på stedet i sin Mercedes efter ca. 9 minutter. 9 minutter senere præsenterede Mohamed sig i sort habit og slips. Vognen var i fin stand med mulighed for at forfriske sig med bolcher og en flaske vand. Den behagelige tur kunne følges på mobilen, og kort efter var vi i lufthaven. Kreditkortet blev automatisk debiteret 15,86 Euro. Betalingen blev bekræftet på en mail, som også gav os mulighed for at give chaufføren en vurdering.

Til trods for busstrejken kom vi altså både frem og tilbage – og fik testet busturens reelle alternativer. Vi lod SAS klare resten af hjemturen til København.

Vi lader fakta tale for sig selv:

FAKTABOX

 

  Tid Bil Strækning *) Ventetid Pris
Nice Taxi Fredag – ca. 21:00 Mercedes. GLS Lufthavn – Nice centrum 0 min. 42 Euro **)
Uber Onsdag – ca. 11:00 Mercedes. C-klasse Nice centrum – lufthavn 9 min 15,86 Euro ***)
Letbane eller Bus Altid Begge veje Kører flere gange i timen 1,50 Euro pr. person ****)

*) Køretiden vil altid være omtrent den samme på samme tid af døgnet – uanset transportformen, men stærkt afhængig af trafikken. Dog kører bussen mod lufthavnen først til Terminal 2 og derefter til Terminal 1, hvor SAS og Norwegian holder til. Det forlænger turen med op til 25 minutter i forhold til en taxa.

**) I samme periode er turen kørt en tirsdag kl. ca. 11:00. Her blev prisen 32 Euro. Fra april 2018 er der indført en fast takst for turen mellem lufthavnen og Nice centrum: 32 Euro excl. evt tillæg.

***) I travle perioder har Uber indført et særligt tillæg. Det oplyses ved bestillingen. Tillægget kan være på op til 200% og gør altså Uber-turen lige så dyr som Taxaturen. Uber er benyttet to gange i 2019 fra lufthavnen til centrum. Aktuel pris: 20 Euro.

****) Særlig flybustakst er afskaffet sommer 2019. Prisen er nu minimum 1,70 Euro pr. person. Læs om bybusser og takster her.

 

Dette indlæg er redaktionelt opdateret den 2. august 2016. Information om bybuslinier tilføjet den 31. oktober 2016. Information om fast taxapris mellem lufthavnen og Nice centrum er tilføjet 23. september 2018. Afskaffelse af særlig flybustakst tilføjet august 2019. Priser for kørsel med Uber i 2019 tilføjet i august 2019. Opdatering med ny takst i bus og TRAM pr 1. juli 2023.