Kategoriarkiv: Udflugt

Napoleon, Blichfeldt og Picasso

Af: Bjørn Nedergaard

Napoleon, Blichfeldt og Picasso

  • Eller en smuttur til Golfe-Juan og Vallauris

Allerede da toget triller ind på den lidt nedslidte station får man fornemmelse af, at man nok ikke er havnet i verdens centrum, ja, selv det nyopførte cykelskur er gabende tomt, men lad os nu se.

Turen gennem vej-tunnelen under banen indikerer med sit let naivistiske vægmaleri, at der måske er noget at se frem til – for enden. Og det er der, nemlig en vej uden plads til fortov, resterne af et gammelt fiskerleje, et nedlagt hotel, en del serveringssteder, nyere ferielejlighedshuse og en moderne marina bygget udenpå.

Et hyggeligt sted at nyde en kop kaffe og opdage et beskedent skilt, som fortæller, at netop her, lige præcis her, gik Napoleon i land den 1. marts 1815 sammen med sine ca. 700 mand og indledte et af de mest storstilede politiske come-backs i historien – wauw.

Måske er kaffen for stærk, for det får mig på en eller anden måde til at tænke på Lars Løkke Rasmussen. Nu mødte han jo ret hurtigt sit Waterloo, Napoleon altså.

Dansk kendis i Byen?

I TV-2 serien, ”Kendisfamilier”, som nyligt er vist på TV2 Charlie ser man i et af programmerne sangeren og sangskriveren, Anders Blichfeldt, besøge sin sydfranske lejlighed. Ser man godt efter kan man genkende Golfe-Juan og ser man rigtig, rigtig godt efter, så kan man faktisk finde ejendommen, hvor lejligheden ligger med smuk udsigt over havnen. Dog, som med lærkereden, jeg røber ikke hvor.

Napoleon forlod hurtigt Golfe-Juan i sin tid, men i nutiden kan man altså være heldig at møde en dansk kendis på strandpromenaden, hvis han da ikke bliver i oppe lejligheden…”Sittin’ In A Window”.

Og så med bussen opad mod Vallauris

Oppe i Vallauris står jeg af bussen ved stoppestedet ”Vieux Moulin”. Det giver mig muligheden for at se det, som engang var en af byens olivenmøller og samtidig se den nu lukkede parfumefabrik, ”Gaston Monteux et fils”. Men fremfor alt giver det mig muligheden for af krydse mig nedad, henad, opad og nedad igen på min vej gennem den interessante og snart gennemrestaurerede gamle bydel, indtil jeg befinder mig på torvet.

Det er vel ingen overdrivelse, at Vallauris står i keramikkens og Picassos tegn – eller er det omvendt?

På torvet, som bl.a. omkranses af byens kirke, det gamle rådhus og museet på slottet, finder man en af byens hovedattraktioner: Picassos skulptur ”L’homme au mouton”. Skulpturen er lavet i tre eksemplarer. Det specielle ved denne i Vallauris er, at det faktisk er et af de få Picasso-værker, som kan opleves offentligt og udendørs.

Museum i superligaen

Ca. 100 m2, malet på træplader, opsat specielt i slotskapellets hvælvinger og bærer titlen, ”Krig og fred”. Kan ikke beskrives, men skal opleves. Er ikke bare entreen, men hele turen værd. Desværre er kunstværket ubehageligt aktuelt i netop disse tider. Keramikdelen af museet når efter min mening ikke samme højder som ”Krig og fred”, men det giver nu ingen skår i glæden over en god oplevelse.

Jeg tager turen ad Avenue Georges Clemenceau med et par afstikkere ad side- og parallelveje. Her er et mangfoldigt udvalg af gallerier, keramikere, caféer og ejendomsmæglere. Jeg passerer også Picassos frisør og finder endda en kopi af et græsk tempel. Et hurtigt kig på ”Nerolium” giver et hint om områdets tidligere betydning i parfumefremstillingen. Det må jeg vende tilbage til en anden gang.

Mæt af dagens indtryk og med lyst til at vende hjemad, er det på tide at returnere til jernbanesporene mod Nice. Solen har lagt sig på en af de nederste hylder, så det er vel passende at slutte med et par ord fra Anders Blichfeldt: ”Bonsoir Madame”.

Denne fortælling er oprindeligt udgivet i Le Magazine du Club Danois i  2023. Magasinet udsendes til medlemmerne 4 gange årligt og kan af  medlemmer også læses på klubbens hjemmeside.
Tekst 1

Trompe l’oeil – Synsbedrag i Nice

Af: Bjørn Nedergaard

Nogle kalder det kunst, andre betragter det mere som håndværk. Wikipedia omtaler det som en visuel kunstgenre. Selv stavemåde og udtale diskuteres. Her har jeg fået hjælp af YouTube: https://youtu.be/ffIobM1YFTg

Under alle omstændigheder synes jeg, at det er spændende at gå rundt i Nice og både finde og genfinde synsbedraget – trompe l’oeil.

Place Garibaldi

Inden man i Nice slap letbanen fri i 2007 gennemgik blandt andet Place Garibaldi en omfattende renovering. 6.500 m2 er nu et kæmpe stykke trompe l’oeil. Ganske vist er både vinduer, skodder og et par altaner ægte, men resten er klaret med en kreativ og præcis pensel. (foto øverst på siden)

Forlader man Place Garibaldi og går ud ad Avenue de la République ser man forude gavlen af en flot bygning, som det givetvis er spændende at se nærmere på. Men snydt igen: Trompe l’oeil. Heldigvis er der en travl PMU-café i stueetagen, så man kan belønne sig selv med en forfriskning.

Hvis jeg valgte at fortsætte min tur væk fra centrum ville jeg snart befinde mig foran Église Saint-Roch, men jeg vender retur mod den gamle by, hvor jeg finder snyderierne omkring Rue Rosetti og godt gemt ved det gamle vaskeri i Rue de l’Ancien Sénat. Lidt slidt.

Esplanade George Pompidou

Da denne plads skulle etableres i 2010 åbenbaredes samtidig to store, kedelige gavle. Hvad gør man så? Trompe l’oeil. Så nu er alt synsbedrag: Vinduer, skodder, altaner, blomster og skygger. Et imponerende værk, som næsten kun røbes af skyggerne, som står ens både nat og dag. Nok det mest komplette værk indenfor genren i Nice.

I dette fotogalleri har jeg samlet en række eksempler, som forhåbentlig kan give lidt inspiration til din næste vandretur rundt i Nice. God tur. Med og uden snyd.

Hvis man placerer cursoren på fotoet, så kan man se adressen. Hvis man klikker på fotoet, får man fotogalleriet i stort format.

Fra Romerriget til Louis de Funès

Af Bjørn Nedergaard

En hyggelig udflugt fra Nice til Fréjus og Saint-Raphaël

Knapt har jeg fået spist min medbragte croissant før det lyder over højttaleren i toget, at næste station er Saint-Raphaël. Så efter en lille time i toget fra Nice kan dagen for alvor begynde.

Jeg vælger at starte dagen med en kop kaffe i den gamle bydel, hvor jeg har udsigt til byens middelalderkirke, som nu huser det arkæologiske museum. Jeg kan samtidig iagttage de handlende i markedshallen gøre klar til dagens rykind, ja, i det hele taget se byen vågne op.

Med en hel dag til min rådighed napper jeg  turen til Fréjus til fods langs den lange strandpromenade, hvor strand og vand frister på venstre side, mens barer og restauranter lokker til højre. Jeg lader turen gå omvejen via Port Fréjus, hvor de mange lystfartøjer vugger stille i solskinnet. Fra enden af marinaen er der endnu en lille bid vej til mit første møde med romerne, den gamle byport: Porte des Gaules.

 

Husk fantasien

Lad det være sagt med det samme, der er virkelig tale om romerske ruiner, så det kræver, at man påtager sig en god fantasi for at forestille sig scenariet, som det tog sig ud for 2000 år siden.

På min vej mod Arenaen passerer jeg det gamle vinkollektiv, som i dag rummer en turistbutik, men hvor de lokale stadig kan komme forbi og få fyldt 5-liter dunken med frisk landvin.

Arenaen er imponerende. Den er nu istandsat, så den kan bruges til koncerter med 12.000 tilskuere – både Tina Turner og Rod Steward har været her –  men ingen tvivl om, at brugen af beton kombineret med ruiner er blevet diskuteret en del blandt de lokale.

 

 

Katastrofen i 1959

Inden turen går videre dvæler jeg et par minutter ved mindesmærket for de omkomne efter Malpasset-dæmningens kollaps den 2. december 1959. 423 mennesker måtte lade livet, da betonen brast.

Flere ruiner

I dag går jeg hurtigt gennem bykernen i Fréjus, som ellers er en rigtig ”slendre-rundt-by” med butikker, gallerier, restauranter, kirke, rådhus, museer og et ældgammelt oliventræ.

For mig er dagens romerske højdepunkt resterne af akvadukten, men også det romerske teater er et besøg værd for mig og min fantasi.

Med bussen retur

Heldigvis er jeg efter teaterbesøget tæt på busterminalen i Fréjus, så med linie 4 er jeg hurtigt tilbage i Saint Raphaël, hvor det er tid til en rundtur i den nyere og mere mondæne del af byen.

Her knejser kirken Notre-Dame-de-la-Victoire på imponerende vis, ikke mindst efter, at murværket blev renset for et par år siden. Der er også kasino og luksushoteller samt restauranter i den pænere kategori.

 

 

 

Og stort set skråt over for banegården finder jeg byens nyhed: Louis de Funès museet. Denne Louis de Funès er en af de helt store komiske skikkelser i fransk film. I Danmark nok mest kendt for sin rolle i filmen ”Undskyld vi flygter”, hvis nogen husker den?

Lad mig være helt ærlig. Jeg springer museet over denne gang. Jeg ser det nok næste gang jeg kommer, men inden da, vil jeg se om jeg kan streame et par film med Louis de Funès, så jeg kan komme helt på omgangshøjde.

Skyggerne bliver længere og toget mod Nice bringer mig trygt og sikkert tilbage til civilisationen.

 

 

Denne ”fiktive” historie er baseret på flere ferieophold og dagsbesøg i Saint-Raphaël og Fréjus. Senest i oktober 2021

Læs mere om Fréjus og Saint Raphaël