Af: Bjørn Nedergaard

Napoleon, Blichfeldt og Picasso

• Eller en smuttur til Golfe-Juan og Vallauris

Allerede da toget triller ind på den lidt nedslidte station får man fornemmelse af, at man nok ikke er havnet i verdens centrum, ja, selv det nyopførte cykelskur er gabende tomt, men lad os nu se.

Turen gennem vej-tunnelen under banen indikerer med sit let naivistiske vægmaleri, at der måske er noget at se frem til – for enden. Og det er der, nemlig en vej uden plads til fortov, resterne af et gammelt fiskerleje, et nedlagt hotel, en del serveringssteder, nyere ferielejlighedshuse og en moderne marina bygget udenpå.

Et hyggeligt sted at nyde en kop kaffe og opdage et beskedent skilt, som fortæller, at netop her, lige præcis her, gik Napoleon i land den 1. marts 1815 sammen med sine ca. 700 mand og indledte et af de mest storstilede politiske come-backs i historien – wauw.

Måske er kaffen for stærk, for det får mig på en eller anden måde til at tænke på Lars Løkke Rasmussen. Nu mødte han jo ret hurtigt sit Waterloo, Napoleon altså.

Dansk kendis i Byen?

I TV-2 serien, ”Kendisfamilier”, som nyligt er vist på TV2 Charlie ser man i et af programmerne sangeren og sangskriveren, Anders Blichfeldt, besøge sin sydfranske lejlighed. Ser man godt efter kan man genkende Golfe-Juan og ser man rigtig, rigtig godt efter, så kan man faktisk finde ejendommen, hvor lejligheden ligger med smuk udsigt over havnen. Dog, som med lærkereden, jeg røber ikke hvor.

Napoleon forlod hurtigt Golfe-Juan i sin tid, men i nutiden kan man altså være heldig at møde en dansk kendis på strandpromenaden, hvis han da ikke bliver i oppe lejligheden…”Sittin’ In A Window”.

Og så med bussen opad mod Vallauris

Oppe i Vallauris står jeg af bussen ved stoppestedet ”Vieux Moulin”. Det giver mig muligheden for at se det, som engang var en af byens olivenmøller og samtidig se den nu lukkede parfumefabrik, ”Gaston Monteux et fils”. Men fremfor alt giver det mig muligheden for af krydse mig nedad, henad, opad og nedad igen på min vej gennem den interessante og snart gennemrestaurerede gamle bydel, indtil jeg befinder mig på torvet.

Det er vel ingen overdrivelse, at Vallauris står i keramikkens og Picassos tegn – eller er det omvendt?

På torvet, som bl.a. omkranses af byens kirke, det gamle rådhus og museet på slottet, finder man en af byens hovedattraktioner: Picassos skulptur ”L’homme au mouton”. Skulpturen er lavet i tre eksemplarer. Det specielle ved denne i Vallauris er, at det faktisk er et af de få Picasso-værker, som kan opleves offentligt og udendørs.

Museum i superligaen

Ca. 100 m2, malet på træplader, opsat specielt i slotskapellets hvælvinger og bærer titlen, ”Krig og fred”. Kan ikke beskrives, men skal opleves. Er ikke bare entreen, men hele turen værd. Desværre er kunstværket ubehageligt aktuelt i netop disse tider. Keramikdelen af museet når efter min mening ikke samme højder som ”Krig og fred”, men det giver nu ingen skår i glæden over en god oplevelse.

Jeg tager turen ad Avenue Georges Clemenceau med et par afstikkere ad side- og parallelveje. Her er et mangfoldigt udvalg af gallerier, keramikere, caféer og ejendomsmæglere. Jeg passerer også Picassos frisør og finder endda en kopi af et græsk tempel. Et hurtigt kig på ”Nerolium” giver et hint om områdets tidligere betydning i parfumefremstillingen. Det må jeg vende tilbage til en anden gang.

Mæt af dagens indtryk og med lyst til at vende hjemad, er det på tide at returnere til jernbanesporene mod Nice. Solen har lagt sig på en af de nederste hylder, så det er vel passende at slutte med et par ord fra Anders Blichfeldt: ”Bonsoir Madame”.

Denne fortælling er oprindeligt udgivet i Le Magazine du Club Danois i  2023. Magasinet udsendes til medlemmerne 4 gange årligt og kan af  medlemmer også læses på klubbens hjemmeside.