Af: Bjørn Nedergaard
Nogle kalder det kunst, andre betragter det mere som håndværk. Wikipedia omtaler det som en visuel kunstgenre. Selv stavemåde og udtale diskuteres. Her har jeg fået hjælp af YouTube: https://youtu.be/ffIobM1YFTg
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er spændende at gå rundt i Nice og både finde og genfinde synsbedraget – trompe l’oeil.
Place Garibaldi
Inden man i Nice slap letbanen fri i 2007 gennemgik blandt andet Place Garibaldi en omfattende renovering. 6.500 m2 er nu et kæmpe stykke trompe l’oeil. Ganske vist er både vinduer, skodder og et par altaner ægte, men resten er klaret med en kreativ og præcis pensel. (foto øverst på siden)

Forlader man Place Garibaldi og går ud ad Avenue de la République ser man forude gavlen af en flot bygning, som det givetvis er spændende at se nærmere på. Men snydt igen: Trompe l’oeil. Heldigvis er der en travl PMU-café i stueetagen, så man kan belønne sig selv med en forfriskning.
Hvis jeg valgte at fortsætte min tur væk fra centrum ville jeg snart befinde mig foran Église Saint-Roch, men jeg vender retur mod den gamle by, hvor jeg finder snyderierne omkring Rue Rosetti og godt gemt ved det gamle vaskeri i Rue de l’Ancien Sénat. Lidt slidt.
Esplanade George Pompidou

Da denne plads skulle etableres i 2010 åbenbaredes samtidig to store, kedelige gavle. Hvad gør man så? Trompe l’oeil. Så nu er alt synsbedrag: Vinduer, skodder, altaner, blomster og skygger. Et imponerende værk, som næsten kun røbes af skyggerne, som står ens både nat og dag. Nok det mest komplette værk indenfor genren i Nice.
I dette fotogalleri har jeg samlet en række eksempler, som forhåbentlig kan give lidt inspiration til din næste vandretur rundt i Nice. God tur. Med og uden snyd.
Hvis man placerer cursoren på fotoet, så kan man se adressen. Hvis man klikker på fotoet, får man fotogalleriet i stort format.
Med en hel dag til min rådighed napper jeg turen til Fréjus til fods langs den lange strandpromenade, hvor strand og vand frister på venstre side, mens barer og restauranter lokker til højre. Jeg lader turen gå omvejen via Port Fréjus, hvor de mange lystfartøjer vugger stille i solskinnet. Fra enden af marinaen er der endnu en lille bid vej til mit første møde med romerne, den gamle byport: Porte des Gaules.
Arenaen er imponerende. Den er nu istandsat, så den kan bruges til koncerter med 12.000 tilskuere – både Tina Turner og Rod Steward har været her – men ingen tvivl om, at brugen af beton kombineret med ruiner er blevet diskuteret en del blandt de lokale.
Her knejser kirken Notre-Dame-de-la-Victoire på imponerende vis, ikke mindst efter, at murværket blev renset for et par år siden. Der er også kasino og luksushoteller samt restauranter i den pænere kategori.
Og stort set skråt over for banegården finder jeg byens nyhed: Louis de Funès museet. Denne Louis de Funès er en af de helt store komiske skikkelser i fransk film. I Danmark nok mest kendt for sin rolle i filmen ”Undskyld vi flygter”, hvis nogen husker den?



Stort set alle tjenere bærer mundbind, enkelte er endda set med visir. I butikscentrene bæres der også mundbind i fællesområderne, og hos Burger King sørger dørvogtere for, at man kun slipper ind i afsprittet tilstand og med mundbind. I de kommunale parker følger mange, men ikke alle, påbuddet om at bære mundbind. Og selvbetjening på de udendørs markeder er stillet i bero.
Indbyggerne i Cagnes sur Mer vil nok føle sig fornærmede ved at blive betegnet som landzone, men alligevel. Udenfor selve Nice virker det som om man tager en lille smule lettere på situationen. Mange butikker anbefaler mundbind, men kræver det ikke. De to bankfilialer på torvet er heller ikke helt enige. Den ene kræver mundbind, den anden anbefaler.
På banegården i Nice er der et lille ZOU-kontor, hvor det ganske servicemindede personale dagen lang udsteder alverdens abonnementskort til studerende, pendlere og andet godtfolk. Der er også både kopimaskine og fotoautomat på stationen, men kom til tiden. Når kontoret lukker kl. 15:00, betyder det, at man lukker dørene kl. 14:30, så man er sikker på, at dagens sidste kunde er ude af røret kl. 15!
Når du har fået dit ZOU-kort, så er det bare at gå til de blå billetautomater. Her stikker du først ZOU-kortet i maskinen, bestiller den/de ønskede billetter og betaler med mønter eller kreditkort. Det går nemt, når du har prøvet det et par gange……Og så skal ZOU-kortet selvfølgelig valideres inden du går om bord i toget. **)
Vejret i Auron var stadig gråt og det småregnede selvom temperaturen tangerede frysepunktet. Jeg skelede misundeligt til de mange i varmt skidress, medens jeg lynede min lette vindjakke.
Jeg blev i byen og gik rundt og så på de mange hoteller, restauranter og butikker. Der var et pænt udvalg af det hele og havde vejret været lidt mere vinteragtigt, så kunne man godt blive grebet af stemningen, ikke mindst når man passerer Hotel Edelweiss.
Lørdag aften kunne jeg atter nyde min drink på Cours Saleya. Tanken slog mig: Til februar er det muligt at stå på ski om dagen og alligevel nå at overvære karnevalsoptoget om aftenen…… Det blev nu ved tanken.


Den lokale pastis fås i 3 varianter og sortimentet er suppleret af forskellige produkter fremstillet på lokale klostre. Og har du lyst, kan du købe en cola, som er fremstillet i Cannes.
Cash Alimentare du Sud-Est, 21 Avenue Villemont. Åbent mandag til lørdag 8.00 – 12.30 og 14.00 – 19.00 (Lørdag kun formiddag)
Her måtte jeg standse op, for den type varer kan man simpelthen ikke have udstillet i samme vindue! Jo, det kan man godt, for det er altsammen lavet af chokolade. Jeg mangler dog stadig mod til at købe et stykke chokolade-emmenthaler.
JP Paci Chokolatier, 19 Avenue Notre Dame. Åbent tirsdag til lørdag 09.30 – 12.30 og 14.40 – 19.00
Første tanke: Her er absolut ikke noget for mig. Sortimentet er billigt tøj samt diverse ting og sager og vareeksponeringen er langt fra inspirerende. Alligevel lykkes det altid at finde noget. Besøger stedet stort set hver gang, jeg er i Nice.
Jeg har ikke statistikker på forbruget, men det må være stort, for uanset hvor man går i byen, kan man købe is. Ja, naturligvis har den økologiske variant også fundet sin plads på iskortet.
Hos Gelaterie Azzurro, lige ved Rosetti, er lakridsisen også udmærket og prisen ser lavere ud. Betjeningen kan tale lidt skandinavisk, så den kunstneriske værdi er i orden. Prisen er tilsyneladende lavere end hos Fenocchio, men iskuglerne tilsvarende mindre – hørte jeg ordet: Prisaftale?
I Rue de l’Opera finder man Papilla, som af Tripadvisor er blevet kåret til Frankrigs bedste i 2015. Og det endda uden lakridsis i fryseren. Denne alvorlige mangel er dog bragt til ophør fra 2017-sæsonen.
I vinduet et pænt udvalg af små desserter og i butikken heldigvis lakridsis. Betjeningen er ikke hurtig, men til gengæld omhyggelig. Med stor præcision fyldes to kæmpe iskugler i det lille bæger, som endda toppes med et par vafler. Her er der virkelig værdi for pengene. Absolut omvejen værd. Lukker dog lidt for tidligt om aftenen.