Af Lone Als

Vanen tro rystede hun håret ud af håndklædet og betragtede i spejlet kritisk sig selv og den nye, mørkebrune hårfarve, syntes stadig, kontrasten til ansigtet var for stor. Dianas søde og sjove frisør havde foreslået ændringen for at få hendes hår til at syne af mere, se mere fyldigt ud. Resultatet var sådan set i orden, men hun skulle lige vænne sig. “Sig mig, er du oppe” råbte hun fra badeværelset ind gennem stuen til soveværelset. Begge befandt sig igen i deres frankofile venners aldeles skønne og vidunderlige lejlighed, placeret lige midt i Nice’s gamle bydel. Den var beliggende i en sekstenhundredestals bebyggelse i en af de mange snævre gader, lå tæt på torvet, stranden – ja, det hele. Lejligheden var yderligere velsignet med en altan med udsigt over byens skrå tages mangfoldighed. Der var ikke en finger at sætte, dette var paradis. Mark kom endelig på benene og satte uden videre kurs mod køkkenet. “Hov, hold lige hesten, jeg skal da handle først” kom det fra Diana, nu i feriemundering, hvilket var så lidt som muligt – kjole over trusser og sandaler på fødderne. Selv her i begyndelsen af oktober var luften lun, solen skinnede og bragte dem snildt 23-24 grader. Hun gennemgik hurtigt udstyret: kurv under arm, pengepung, huskeseddel og tom æggebakke. Men påtaget alvorsfuld mine artikulerede hun langsomt, mens hun stod rank foran ham; “jeg trodser nu det grufulde vejrlig samt trusler om død og ødelæggelse, og bevæger mig ned ad trappen med fare for liv og lemmer, kun for at skaffe føde til os. Håber, det bliver muligt at mødes igen og at min indsats bliver værdsat”. “Klap nu i med dit pjat og kom af sted”, lød det knastørre svar.

Vel nede af trapperne åbnede hun døren til gaden med maven fuld af gode fornemmelser. At gå her i Rue Droite på vej ned mod torvet, var i den grad en nydelse. Det summede med alle slags mennesker; handlende, hundeluftere, folk på indkøb som hun selv, kunstnere, gadefejere, skolebørn. Manden, der trak sin mærkelige indretning af en udendørs ovn efter sig, hægtet bag på knallerten. Mennesker på gåben eller på to hjul, mere var der ikke plads til. Ikke at forglemme turisterne, der i klynger stod måbende og pegede på de fine gamle huse og hyggelige, snoede gader. Diana tænkte, at turisterne hellere skulle gå sig en lang tur i kvarteret i stedet for at pege, og drejede skarpt om hjørnet ved vinstuen “La Trappa”. Noget fis var det jo, men hun følte sig lidt fransk på en måde, som hun spadserede der, især da en af hende ubekendt mandsperson råbte “bon jour, madame”. Nå, de var jo altid ude på noget, de franskmænd, dét vidste alle. Alt var dejligt, livet var skønt. Pludselig dukkede en lille simpel, fransk sang op i hendes hoved, og snart nynnede hun den indvendigt i takt med hendes skridt.

                      Savez-vous planter les choux, à la mode, à la mode?.

                      Savez-vous planter les choux, à la mode de chez nous.

Hvordan dén lige kom til hende var en gåde. Det var vist en gammel børnesang om at dyrke kål på den korrekte måde – vor herre bevares.

Diana trak vejret dybt ind, nu var der kun få skridt, før hun stod ved den første bod. På fransk bad hun om seks æg og rakte smilende bakken frem. Dette affødte en veritabel strøm af ord fra ægge-damen og Diana måtte løfte hånden og fortælle, at hun var turist – “lentement, s’il vous plaît”. Herefter skred samtalen knapt så hurtigt frem på engelsk og handlede om æggenes friskhed og hvilket fornemt gods, de kom fra. Herligt at hun – bare lige til en start – var blevet anset som værende fransk. Hun takkede på det hjerteligste og begav sig søgende videre. Hun indsnusede grådigt luften, der var et kogsammen af havet, selvfølgelig, samt af olier, oste, blomster, krydderier, charcuterie og en million forskellige sæbedufte. Nu skulle der fourageres frugt, og det var dejligt nemt ved de store boder, hvor man blot fik udleveret en skål, i hvilken man anbragte lige netop det, man behagede. Ganske vist tog det derefter lidt tid for sælgeren at veje tomater, vindruer, jordbær, ferskner og blommer hver for sig, men det var helt okay. Nu manglede hun blot et brød, så var kurven også fuld af gode ting. På vejen tilbage igen langs markedspladsens mange boder, stoppede Diana ved en oste-brød-kage-stand og pegede på noget, der mest af alt lignede et grovbrød. Maven havde godt af det, tænkte hun, og betalte 90 “centimeter”, som de altid i tankerne kaldte alt under en euro.

Hun talte som sædvanlig trinnene op til lejligheden, nøjagtig 93 var der, mange af dem temmelig høje. Mark tog venligt, men bestemt æggebakken ud af hænderne på hende og ude fra køkkenet hørte hun derefter nogle løsrevne almindeligheder: ”Dækker du lige bord, jeg har stillet det hele frem, men nåede ikke helt ud på altanen. Håndklæderne bør vel hænges til tørre ude på altanen. Og hvor pokker er den mellemstore gryde, ved du det?” Diana gjorde en armbevægelse, der mere end antydede, at hun intet vidste og bad ham inspicere den ene væg i køkkenet, hvor alt til faget henhørende hang, eller i hvert fald burde hænge. Ved spisebordet begyndte hun snart at tælle småpenge op, antallet af stabler voksede. Ideen var at komme af med de rå mængder af småmønter, der altid hobede sig op, og så var der til indkøbene dagen efter, tænkte hun mens TV’et kørte i baggrunden.

Senere lænede de sig begge tilbage i hynderne ude på altanen, behageligt mætte efter Marks uovertrufne røræg og ratatouille-agtige ret bestående af pølsestykker, skinke og grøntsager vendt i olie. ”Hvad, når vi har været på stranden, skulle vi så ikke gå en lang tur op gennem byen, op til den russiske kirke og dét kvarter?” spurgte Mark. Således blev det. En del bogfordybelse og løste kryds-og-tværser senere rejste de sig fra stranden, og begav sig hen på strandbaren for at indtage en forfriskning. Mark sad på den af lejlighedens ejere lånte strandmåtte, de kiggede ud over hele den herlige, azurblå pallet og småsnakkede om sejladsen, der foregik på vandet foran dem. Lidt senere betalte de og gik op i byen, skulle lige skifte, inden traveturen begyndte. Diana gloede vinduer og hendes blik faldt på noget strandudstyr. ”Hør for fanden, hvor er strandmåtten blevet af?” De så op og ned af hinanden og vendte begge håndfladerne udad i en slags opgivende gestus. ”Pis, vi må derned fluks”. Ved ankomsten til baren var tjenernes ansigter spejlblanke og de forstod pludselig hverken fransk eller engelsk. ”Hvor er det typisk”, hvislede Diana, så snart vi skred, snuppede de naturligvis måtten, de har sikkert et lager af selvsamme sager. De sælger dem garanteret og scorer kassen, kostprisen er jo nul. Møgdyr. Nå, det er jo ikke nogen katastrofe. Men vi må erstatte den”. ”Ja, naturligvis” mumlede Mark, ”tilbage til butikken med strandudstyret”. Otte euro fattigere begav de sig op i lejligheden, badede, og travede snart afsted på den aftalte gåtur. ”Hvor er Nice altså bare helt igennem skøn, atmosfæren, vejret, you name it. Jeg glæder mig allerede til at slentre ned ad gaden og købe ind igen i morgen”, sagde Diana glad, mens hun tog et par fotos af hyggelige tableauer. Hun holdt utroligt meget af Nice, af alt her – inklusive markedet. Tanken om stranden, der ventede dagen efter, satte ydereligere humøret en tand i vejret.

Novellen “Nice” er fra Lones tredie bog “Kolonihavehuset – og 14 andre fortællinger”. Læs mere om Lones bøger her:  LINK