Kategoriarkiv: Ferie

Nice – nu med mundbind

Af Bjørn Nedergaard

Denne lille artikel er skrevet på baggrund af oplevelser og observationer i uge 29, 2020. Corona-reglerne ændres hyppigt, så tjek altid de aktuelle regler. Forhåbentlig vil artiklen snart være at betragte som et tidsbillede fra en overstået periode.

Officielle råd og lokale påbud

Frankrig har, som alle andre lande, lavet sine nationale påbud, råd og vejledninger. Oveni i disse regler kan borgmestrene indføre lokale tiltag, som skærper de nationale regler og endelig kan den enkelte restaurant eller butik indføre sine særlige regler. Det hele er ganske tydeligt skiltet, men skiltningen kan variere fra de officielle plakater til de helt hjemmelavede og håndskrevne skilte.

Mundbind eller ej

I lufthavne og fly er der inden tvivl: Her er et medicinsk mundbind påbudt, men når først man forlader lufthavnen, så starter forvirringen. På de cirka 50 meter fra lufthavnsterminalen til letbanen kan man tage mundbindet af, man straks man entrer letbanen, så er det på med mundbindet igen. I letbanen bliver man desuden – via skiltning og over højttalerne – mindet om afstandsreglerne og omkring halvdelen af sæderne har siddeforbud.

De fleste butikker kræver at man bærer mundbind, men nogle butikker kræver også 1½ meter afstand mellem kunderne, selvom grænsen officielt kun er en meter. I det åbne offentlige rum er der intet krav om mundbind, men mange restauranter har påbud, medmindre man sidder ved bordet (og spiser).

Stort set alle tjenere bærer mundbind, enkelte er endda set med visir. I butikscentrene bæres der også mundbind i fællesområderne, og hos Burger King sørger dørvogtere for, at man kun slipper ind i afsprittet tilstand og med mundbind. I de kommunale parker følger mange, men ikke alle, påbuddet om at bære mundbind. Og selvbetjening på de udendørs markeder er stillet i bero.

 

Forskel på by og land

Indbyggerne i Cagnes sur Mer vil nok føle sig fornærmede ved at blive betegnet som landzone, men alligevel. Udenfor selve Nice virker det som om man tager en lille smule lettere på situationen. Mange butikker anbefaler mundbind, men kræver det ikke. De to bankfilialer på torvet er heller ikke helt enige. Den ene kræver mundbind, den anden anbefaler.

 

Vær beredt

Under alle omstændigheder gælder det om at have sit mundbind klar. Mange vælger at lade mundbindet blive siddende på ørerne, men trækker selve masken ned under hagen, når man er i områder uden påbud. Ikke specielt elegant, men så får man sig da en opstrammer til ansigtet.

Gør et kup – rejs med tog til halv pris

Af Bjørn Nedergaard

Det, du skal bruge, er:

  • Et pasfoto
  • En kopi af din personlige ID (fx. dit pas)
  • En udfyldt formular
  • 30 Euro
  • En anelse tålmodighed

Nej, det er ikke indledningen til et Olsen-banden-kup, men derimod vejen til et ZOU-kort, så du i et helt år kan rejse med tog i det meste af Sydfrankrig*) til halv pris. Ikke kun dig selv, men også op til 3 medrejsende.

Det hele kan faktisk klares på stationen

På banegården i Nice er der et lille ZOU-kontor, hvor det ganske servicemindede personale dagen lang udsteder alverdens abonnementskort til studerende, pendlere og andet godtfolk. Der er også både kopimaskine og fotoautomat på stationen, men kom til tiden. Når kontoret lukker kl. 15:00, betyder det, at man lukker dørene kl. 14:30, så man er sikker på, at dagens sidste kunde er ude af røret kl. 15!

Men ellers er de venlige og de både kan og vil tale en smule engelsk.

Og hvad ZOU?

Når du har fået dit ZOU-kort, så er det bare at gå til de blå billetautomater. Her stikker du først ZOU-kortet i maskinen, bestiller den/de ønskede billetter og betaler med mønter eller kreditkort. Det går nemt, når du har prøvet det et par gange……Og så skal ZOU-kortet selvfølgelig valideres inden du går om bord i toget.

Hvad så med strejkerne?

Ja, hvis togpersonalet strejker, så er der ikke så meget at gøre. Desværre sker det også ofte, at billetmaskinerne “strejker”, når de fodres med et ikke-fransk betalingskort. Så må man forbi billetkontoret og vente i nummerkøen. Træls.

Mange andre rabatmuligheder

ZOU, som er paraplyorganisation for den offentlige transport, tilbyder mange forskellige rabatordninger, som også kan være relevante for turister. Seneste tiltag er et månedskort (Passsudazur) til 80 Euro, som giver fri offentlig transport i Region Syd i en hel måned med både tog (TER), Tram og busser. Fra 1. september 2020 inkl. Monaco. Og med en gyldig togbillet i hånden, er der faktisk også rabat på en del turistattraktioner, men det er jo en ganske anden sag.

Læs mere her – klik.

*) Det omtalte ZOU-kort gælder alle SNCF-TER tog mellem Ventimiglia i øst, Marseilles i vest og Avignon mod Nord samt Koglebanen.                         

 

 

Ticket Azur – en omstigning med udfordringer

Af Bjørn Nedergaard

Hvis du med den offentlige transport skal bevæge dig udenfor Nice bytrafiks takstzone. og turen kræver at du skal køre med både bytrafikken i form af letbane eller bus samt efterfølgende med en regional bus, så kan du få brug for den specielle omstigningsbillet: Ticket Azur.

Første udfordring: At købe billetten

Ticket Azur sælges ikke i busserne, men kan købes i automaterne, hvilket er det enkleste. Den kan også købes i Lignes Azurs 3 salgskontorer, som har lukket både om aftenen og om søndagen. På disse salgskontorer er der ofte kø, men det plejer at lykkes at få lov til at købe det antal Ticket Azur, man nu beder om, selvom personalet ofte ser på en, som om man var fra en anden planet. Billetten koster i øvrigt 1,50 Euro og giver ret til en omstigning mellem bytrafikken og regionalbussen indenfor 2½ time.

Anden udfordring: Udturen

Lad os tage et eksempel: En tur fra Nice centrum til Antibes. Her er første etape med letbanen fra Jean Médecin til Parc Phoenix. I letbanen skal du klippe/validere din Ticket Azur. En billet pr. rejsende. Så langt så godt. Ved skiftet til Regionalbus 200 ved Parc Phoenix skal du vise din stemplede Ticket Azur til Chaufføren, som vil se undrende og mistroisk på dig. Han vil dog, når han ser at din Ticket Azur er stemplet korrekt i letbanen, udstede din billet til Antibes uden yderligere betaling.

Tredie udfordring: Hjemturen

Når du skal hjem fra Antibes, kan du IKKE bruge de Ticket Azur billetter, som du har købt på salgskontoret eller i automaten. Her skal du hos chaufføren i linie 200 bede om en ”Ticket Azur” og/eller ”Avec correspondance”, når du køber din busbillet til 1,50 Euro. Chaufføren vil igen se undrende på dig, men måske får du sammen med din almindelige regionalbusbillet den Ticket Azur, som du skal bruge i Letbanen, når du stiger ombord i den for at køre retur til Jean Médecin. Du skal huske at gemme busbilletten under hele letbaneturen, da den sammen med den stemplede Ticket Azur er dit bevis overfor en evt. kontrol.

 

Vel hjemme i Nice kan du glæde dig over den samlede besparelse, som løber op i 3 Euro, dog kun 2 Euro, hvis du bruger 10-turs kort. Så du kan jo selv vurdere om en Ticket Azur er udfordringerne værd.

Husk også, at du altid kan skifte mellem letbane, bybus og regionalbus med en almindelig billet inden for 74 minutter, når det sker i Byzonen, som trods alt strækker sig fra Cagnes-sur-Mer i vest til Cap-d’Ail i øst.

 

Dette indlæg er opdateret 18. september 2019 med oplysning om at Ticket Azur fra medio september også kan købes i automaterne.

 

Nice, en novelle

Af Lone Als

Vanen tro rystede hun håret ud af håndklædet og betragtede i spejlet kritisk sig selv og den nye, mørkebrune hårfarve, syntes stadig, kontrasten til ansigtet var for stor. Dianas søde og sjove frisør havde foreslået ændringen for at få hendes hår til at syne af mere, se mere fyldigt ud. Resultatet var sådan set i orden, men hun skulle lige vænne sig. “Sig mig, er du oppe” råbte hun fra badeværelset ind gennem stuen til soveværelset. Begge befandt sig igen i deres frankofile venners aldeles skønne og vidunderlige lejlighed, placeret lige midt i Nice’s gamle bydel. Den var beliggende i en sekstenhundredestals bebyggelse i en af de mange snævre gader, lå tæt på torvet, stranden – ja, det hele. Lejligheden var yderligere velsignet med en altan med udsigt over byens skrå tages mangfoldighed. Der var ikke en finger at sætte, dette var paradis. Mark kom endelig på benene og satte uden videre kurs mod køkkenet. “Hov, hold lige hesten, jeg skal da handle først” kom det fra Diana, nu i feriemundering, hvilket var så lidt som muligt – kjole over trusser og sandaler på fødderne. Selv her i begyndelsen af oktober var luften lun, solen skinnede og bragte dem snildt 23-24 grader. Hun gennemgik hurtigt udstyret: kurv under arm, pengepung, huskeseddel og tom æggebakke. Men påtaget alvorsfuld mine artikulerede hun langsomt, mens hun stod rank foran ham; “jeg trodser nu det grufulde vejrlig samt trusler om død og ødelæggelse, og bevæger mig ned ad trappen med fare for liv og lemmer, kun for at skaffe føde til os. Håber, det bliver muligt at mødes igen og at min indsats bliver værdsat”. “Klap nu i med dit pjat og kom af sted”, lød det knastørre svar.

Vel nede af trapperne åbnede hun døren til gaden med maven fuld af gode fornemmelser. At gå her i Rue Droite på vej ned mod torvet, var i den grad en nydelse. Det summede med alle slags mennesker; handlende, hundeluftere, folk på indkøb som hun selv, kunstnere, gadefejere, skolebørn. Manden, der trak sin mærkelige indretning af en udendørs ovn efter sig, hægtet bag på knallerten. Mennesker på gåben eller på to hjul, mere var der ikke plads til. Ikke at forglemme turisterne, der i klynger stod måbende og pegede på de fine gamle huse og hyggelige, snoede gader. Diana tænkte, at turisterne hellere skulle gå sig en lang tur i kvarteret i stedet for at pege, og drejede skarpt om hjørnet ved vinstuen “La Trappa”. Noget fis var det jo, men hun følte sig lidt fransk på en måde, som hun spadserede der, især da en af hende ubekendt mandsperson råbte “bon jour, madame”. Nå, de var jo altid ude på noget, de franskmænd, dét vidste alle. Alt var dejligt, livet var skønt. Pludselig dukkede en lille simpel, fransk sang op i hendes hoved, og snart nynnede hun den indvendigt i takt med hendes skridt.

                      Savez-vous planter les choux, à la mode, à la mode?.

                      Savez-vous planter les choux, à la mode de chez nous.

Hvordan dén lige kom til hende var en gåde. Det var vist en gammel børnesang om at dyrke kål på den korrekte måde – vor herre bevares.

Diana trak vejret dybt ind, nu var der kun få skridt, før hun stod ved den første bod. På fransk bad hun om seks æg og rakte smilende bakken frem. Dette affødte en veritabel strøm af ord fra ægge-damen og Diana måtte løfte hånden og fortælle, at hun var turist – “lentement, s’il vous plaît”. Herefter skred samtalen knapt så hurtigt frem på engelsk og handlede om æggenes friskhed og hvilket fornemt gods, de kom fra. Herligt at hun – bare lige til en start – var blevet anset som værende fransk. Hun takkede på det hjerteligste og begav sig søgende videre. Hun indsnusede grådigt luften, der var et kogsammen af havet, selvfølgelig, samt af olier, oste, blomster, krydderier, charcuterie og en million forskellige sæbedufte. Nu skulle der fourageres frugt, og det var dejligt nemt ved de store boder, hvor man blot fik udleveret en skål, i hvilken man anbragte lige netop det, man behagede. Ganske vist tog det derefter lidt tid for sælgeren at veje tomater, vindruer, jordbær, ferskner og blommer hver for sig, men det var helt okay. Nu manglede hun blot et brød, så var kurven også fuld af gode ting. På vejen tilbage igen langs markedspladsens mange boder, stoppede Diana ved en oste-brød-kage-stand og pegede på noget, der mest af alt lignede et grovbrød. Maven havde godt af det, tænkte hun, og betalte 90 “centimeter”, som de altid i tankerne kaldte alt under en euro.

Hun talte som sædvanlig trinnene op til lejligheden, nøjagtig 93 var der, mange af dem temmelig høje. Mark tog venligt, men bestemt æggebakken ud af hænderne på hende og ude fra køkkenet hørte hun derefter nogle løsrevne almindeligheder: ”Dækker du lige bord, jeg har stillet det hele frem, men nåede ikke helt ud på altanen. Håndklæderne bør vel hænges til tørre ude på altanen. Og hvor pokker er den mellemstore gryde, ved du det?” Diana gjorde en armbevægelse, der mere end antydede, at hun intet vidste og bad ham inspicere den ene væg i køkkenet, hvor alt til faget henhørende hang, eller i hvert fald burde hænge. Ved spisebordet begyndte hun snart at tælle småpenge op, antallet af stabler voksede. Ideen var at komme af med de rå mængder af småmønter, der altid hobede sig op, og så var der til indkøbene dagen efter, tænkte hun mens TV’et kørte i baggrunden.

Senere lænede de sig begge tilbage i hynderne ude på altanen, behageligt mætte efter Marks uovertrufne røræg og ratatouille-agtige ret bestående af pølsestykker, skinke og grøntsager vendt i olie. ”Hvad, når vi har været på stranden, skulle vi så ikke gå en lang tur op gennem byen, op til den russiske kirke og dét kvarter?” spurgte Mark. Således blev det. En del bogfordybelse og løste kryds-og-tværser senere rejste de sig fra stranden, og begav sig hen på strandbaren for at indtage en forfriskning. Mark sad på den af lejlighedens ejere lånte strandmåtte, de kiggede ud over hele den herlige, azurblå pallet og småsnakkede om sejladsen, der foregik på vandet foran dem. Lidt senere betalte de og gik op i byen, skulle lige skifte, inden traveturen begyndte. Diana gloede vinduer og hendes blik faldt på noget strandudstyr. ”Hør for fanden, hvor er strandmåtten blevet af?” De så op og ned af hinanden og vendte begge håndfladerne udad i en slags opgivende gestus. ”Pis, vi må derned fluks”. Ved ankomsten til baren var tjenernes ansigter spejlblanke og de forstod pludselig hverken fransk eller engelsk. ”Hvor er det typisk”, hvislede Diana, så snart vi skred, snuppede de naturligvis måtten, de har sikkert et lager af selvsamme sager. De sælger dem garanteret og scorer kassen, kostprisen er jo nul. Møgdyr. Nå, det er jo ikke nogen katastrofe. Men vi må erstatte den”. ”Ja, naturligvis” mumlede Mark, ”tilbage til butikken med strandudstyret”. Otte euro fattigere begav de sig op i lejligheden, badede, og travede snart afsted på den aftalte gåtur. ”Hvor er Nice altså bare helt igennem skøn, atmosfæren, vejret, you name it. Jeg glæder mig allerede til at slentre ned ad gaden og købe ind igen i morgen”, sagde Diana glad, mens hun tog et par fotos af hyggelige tableauer. Hun holdt utroligt meget af Nice, af alt her – inklusive markedet. Tanken om stranden, der ventede dagen efter, satte ydereligere humøret en tand i vejret.

Novellen “Nice” er fra Lones tredie bog “Kolonihavehuset – og 14 andre fortællinger”. Læs mere om Lones bøger her:  LINK

 

 

 

Og så lige en flaske vand……

Af Bjørn Nedergaard

Nogen vil måske påstå, at mine små artikler er det rene vand, og denne gang har de helt ret. For denne lille artikel handler om den halve liter vand med skruelåg, som for mange af os er en uundværlig rekvisit på rejsen. Og da den jo ikke kommer igennem sikkerhedskontrollen, så er det ofte det første vi ser efter, når vi slippes løs i transithallen.

Det første møde er ganske rimeligt

I Københavns lufthavn falder man, som i de fleste andre lufthavne, direkte ind i den store tax-free butik og den store køler med flaskevand. Her er prisen 10 kroner (Kildevæld) og tager man to flasker slipper man med 18. Egentlig en fair måde at starte turen på. Men så skal man også stå i kø og vise boardingkort.

Så på turen rundt i lufthavnen kan man måske få fat i vandet på en enklere måde.

WHSmith kioskerne har også ”tilbud” på Kildevæld. Her er prisen dog 22 kroner for en enkelt flaske og 2 stk. for 38.

Caviar og hva’ vi har

Caviar House frister med iskold Aqua D’or til 30 kroner, Starbucks har Evian til 28 kroner og YO Sushi har Pellegrino til 25 kroner – her er der dog brus med i prisen. Retreat har sit eget mærke til 22 kroner og Pret A Manger ligeledes med sit eget mærke til 19 kroner.

Vild med dans koster

Pizzakongen Gorm tilbyder vand to go i flasker prydet med eget kontrafej. Pris 25 kroner. Lagkagehuset har også vand med egne etiketter og tager 21 kroner for en flaske. Mig bekendt har ingen af Lagkagehusets grundlæggere været med i Vild med Dans, så det må jo være Gorms deltagelse i det populære danseprogram, som koster lidt ekstra.

 

Billigst, men godt gemt

I et hjørne helt ude ved A-gaterne finder man Flying Tiger of Copenhagen, den som engang bare hed Tiger. Her har man dybt inde i butikken gemt en køledisk, som indeholder vand i flasker – pris 5 kroner *). Og den fås både med og uden brus

Havde jeg nu været dybdeborende journalist, så havde jeg bedt lufthavnen om en kommentar, men hvad, de ville nok bare have hældt vand ud af ørerne.

Hvis jeg havde ventet med at købe min vand til jeg var i luften, så kunne jeg have erhvervet en flaske norsk kildevand for 25 danske kroner hos Norwegian på min vej til Nice.

Note: Oplysningerne i denne artikel er indsamlet den 12. november 2018. De anførte priser er excl. evt. pant for emballage.
*) Flying Tiger of Copenhagen har primo 2019 ændret sin pris, så den nu er kr. 6,50 pr. flaske vand inkl. kr. 1,50 i pant for flasken.

Min skiferie i Nice

Af Bjørn Nedergaard

Skiferie og Nice passer ikke lige som fod i hose i min begrebsverden, men nu havde jeg både hørt og læst om det, så en januardag skulle det altså prøves. Altså nok ikke helt op i sneen, men tæt på.

Der var afgang fra Vauban busterminalen tidligt lørdag. I alt 8 morgenfriske var klar denne regntunge morgen – 7 med skiudstyr og mig. Billetterne til den særlige snebus, Bus 100% Neige, skal både forudbetilles og -betales, men 6 euro pr. vej er sådan set ganske rimeligt. Efter passageropsamling ved banegården og i lufthavnen kunne den næsten fyldte bus begive sig ind gennem Var-dalen og derefter klare opstigningen i Mercantour bjergene indtil vi omkring halvti nåede dagens destination: Auron.

Vejret i Auron var stadig gråt og det småregnede selvom temperaturen tangerede frysepunktet. Jeg skelede misundeligt til de mange i varmt skidress, medens jeg lynede min lette vindjakke.

Auron var dog absolut klar til skituristerne. Fra caféerne duftede det lifligt af kaffe og friskt bagt brød og et stort antal butikker stod klar til at sælge og udleje ski, tilhørende udstyr og beklædning i alle størrelser. Og egentlig til priser, som var til at betale. Jeg kunne sagtens have forklædt mig som Ingemar Stenmark, men jeg nøjedes dog med at følge efter strømmen af skiklædte, som bevægede sig mod den store svævebane, som transporterede folk fra byområdet og op til skiområdet, hvor andre skilifte klarede den sidste tur ud på pisterne.

Jeg blev i byen og gik rundt og så på de mange hoteller, restauranter og butikker. Der var et pænt udvalg af det hele og havde vejret været lidt mere vinteragtigt, så kunne man godt blive grebet af stemningen, ikke mindst når man passerer Hotel Edelweiss.

I udkanten af byen besøgte jeg skiskolens lille løjpe med tilhørende lift. Her kunne lige dele børn og håbefulde begyndervoksne prøve kræfter på det hvide underlag uden at komme for meget på glatis. Apropos glatis, så kørte ismaskinerne netop rundt og klargjorde den store og flotte skøjtebane midt på byens torv, hvis man spontant fik lyst til at lave en dobbelt- eller triple Axel eller blot en piruette.

Normalt kører snebussen retur, når pisterne lukker ved 16-tiden, men om lørdagen er der også en returbus midt på dagen. Mæt af den tynde bjergluft valgte jeg 13-afgangen fra Auron og kunne glæde mig over tilbageturen i dagslys.

Lørdag aften kunne jeg atter nyde min drink på Cours Saleya. Tanken slog mig: Til februar er det muligt at stå på ski om dagen og alligevel nå at overvære karnevalsoptoget om aftenen…… Det blev nu ved tanken.

 

 

Her kan du læse mere om skisportsmuligheder i Nice