Kategoriarkiv: Fly

Nice – nu med mundbind

Af Bjørn Nedergaard

2023: Alle coronarestriktioner er ophævet i Frankrig.

16. maj 2022 blev en mærkedag i Frankrig. Mundbind er ikke længere et krav i det offentlige rum.

Denne lille artikel er skrevet på baggrund af oplevelser og observationer i uge 29, 2020. Corona-reglerne ændres hyppigt, så tjek altid de aktuelle regler. Forhåbentlig vil artiklen snart være at betragte som et tidsbillede fra en overstået periode.

Officielle råd og lokale påbud

Frankrig har, som alle andre lande, lavet sine nationale påbud, råd og vejledninger. Oveni i disse regler kan borgmestrene indføre lokale tiltag, som skærper de nationale regler og endelig kan den enkelte restaurant eller butik indføre sine særlige regler. Det hele er ganske tydeligt skiltet, men skiltningen kan variere fra de officielle plakater til de helt hjemmelavede og håndskrevne skilte.

Mundbind eller ej

I lufthavne og fly er der inden tvivl: Her er et medicinsk mundbind påbudt, men når først man forlader lufthavnen, så starter forvirringen. På de cirka 50 meter fra lufthavnsterminalen til letbanen kan man tage mundbindet af, man straks man entrer letbanen, så er det på med mundbindet igen. I letbanen bliver man desuden – via skiltning og over højttalerne – mindet om afstandsreglerne og omkring halvdelen af sæderne har siddeforbud.

De fleste butikker kræver at man bærer mundbind, men nogle butikker kræver også 1½ meter afstand mellem kunderne, selvom grænsen officielt kun er en meter. I det åbne offentlige rum er der intet krav om mundbind, men mange restauranter har påbud, medmindre man sidder ved bordet (og spiser).

Stort set alle tjenere bærer mundbind, enkelte er endda set med visir. I butikscentrene bæres der også mundbind i fællesområderne, og hos Burger King sørger dørvogtere for, at man kun slipper ind i afsprittet tilstand og med mundbind. I de kommunale parker følger mange, men ikke alle, påbuddet om at bære mundbind. Og selvbetjening på de udendørs markeder er stillet i bero.

 

Forskel på by og land

Indbyggerne i Cagnes sur Mer vil nok føle sig fornærmede ved at blive betegnet som landzone, men alligevel. Udenfor selve Nice virker det som om man tager en lille smule lettere på situationen. Mange butikker anbefaler mundbind, men kræver det ikke. De to bankfilialer på torvet er heller ikke helt enige. Den ene kræver mundbind, den anden anbefaler.

 

Vær beredt

Under alle omstændigheder gælder det om at have sit mundbind klar. Mange vælger at lade mundbindet blive siddende på ørerne, men trækker selve masken ned under hagen, når man er i områder uden påbud. Ikke specielt elegant, men så får man sig da en opstrammer til ansigtet.

Og så lige en flaske vand……

August 2024: Billigste pris er stadig i Heinemanns Taxfrie butikker: 1 fl. 19 kroner og to for 29 kroner inkl. pant.

NB: Denne artikel er skrevet før Corona. Pr. januar 2023 findes bedste vandtilbud i de Taxfrie butikker: 1 fl. 15 kroner og to for 25 kroner inkl. pant.

Af Bjørn Nedergaard

Nogen vil måske påstå, at mine små artikler er det rene vand, og denne gang har de helt ret. For denne lille artikel handler om den halve liter vand med skruelåg, som for mange af os er en uundværlig rekvisit på rejsen. Og da den jo ikke kommer igennem sikkerhedskontrollen, så er det ofte det første vi ser efter, når vi slippes løs i transithallen.

Det første møde er ganske rimeligt

I Københavns lufthavn falder man, som i de fleste andre lufthavne, direkte ind i den store tax-free butik og den store køler med flaskevand. Her er prisen 10 kroner (Kildevæld) og tager man to flasker slipper man med 18. Egentlig en fair måde at starte turen på. Men så skal man også stå i kø og vise boardingkort.

Så på turen rundt i lufthavnen kan man måske få fat i vandet på en enklere måde.

WHSmith kioskerne har også ”tilbud” på Kildevæld. Her er prisen dog 22 kroner for en enkelt flaske og 2 stk. for 38.

Caviar og hva’ vi har

Caviar House frister med iskold Aqua D’or til 30 kroner, Starbucks har Evian til 28 kroner og YO Sushi har Pellegrino til 25 kroner – her er der dog brus med i prisen. Retreat har sit eget mærke til 22 kroner og Pret A Manger ligeledes med sit eget mærke til 19 kroner.

Vild med dans koster

Pizzakongen Gorm tilbyder vand to go i flasker prydet med eget kontrafej. Pris 25 kroner. Lagkagehuset har også vand med egne etiketter og tager 21 kroner for en flaske. Mig bekendt har ingen af Lagkagehusets grundlæggere været med i Vild med Dans, så det må jo være Gorms deltagelse i det populære danseprogram, som koster lidt ekstra.

 

Billigst, men godt gemt

I et hjørne helt ude ved A-gaterne finder man Flying Tiger of Copenhagen, den som engang bare hed Tiger. Her har man dybt inde i butikken gemt en køledisk, som indeholder vand i flasker – pris 5 kroner *). Og den fås både med og uden brus

Havde jeg nu været dybdeborende journalist, så havde jeg bedt lufthavnen om en kommentar, men hvad, de ville nok bare have hældt vand ud af ørerne.

Hvis jeg havde ventet med at købe min vand til jeg var i luften, så kunne jeg have erhvervet en flaske norsk kildevand for 25 danske kroner hos Norwegian på min vej til Nice.

Note: Oplysningerne i denne artikel er indsamlet den 12. november 2018. De anførte priser er excl. evt. pant for emballage.
*) Flying Tiger of Copenhagen har primo 2019 ændret sin pris, så den nu er kr. 6,50 pr. flaske vand inkl. kr. 1,50 i pant for flasken.

Hvor billigt kan man flyve til Nice fra København?

Af Bjørn Nedergaard

Der findes ikke noget enkelt svar på spørgsmålet, men i dette indlæg vil vi ”øse af egne erfaringer”. For at underbygge erfaringerne, har vi indsamlet nogle konkrete facts, baseret på data fra SAS og Norwegians hjemmesider. Vi har dels valgt en tilfældig lørdag/lørdag, som passer med de fleste udlejningsterminer. Samtidig har vi set på selskabernes billigste og dyreste priser fra København i september. Begge selskaber flyver til Terminal 1 i Nice, så turen fra og til lufthavnen er den samme.

Se dataskemaet her:

Flypriser SAS-Norwegian august 2016

 

Det billigste er en kombination.

I den tilfældigt valgte rejseperiode mellem den 17. og den 24. september 2016 vil det billigste være en kombination af de to selskaber. Udrejse med Norwegian og hjemrejse med SAS. Samlet pris kr. 1095,- pr. person. Den billigste rejse i september 2016 ville være med Norwegian. Denne vil koste kr. 706,- pr. person. I begge tilfælde uden indtjekket bagage.

Test alternative lejeperioder – eller supplér med hotel.

De fleste udlejere – inkl. os selv – siger lørdag/lørdag. Det passer dog sjældent med de allerbilligste flybilletter. Spørg om du kan få lov til at leje ferieboligen i en anden periode, så du kan flyve billigt. Det koster ikke noget at spørge. Alternativt kan man supplere ferieboligen med en nat eller to på hotel. I naboejendommen til vores lejlighed ligger et lille hotel, Hotel Rex. Her koster et dobbeltværelse fra 525 kroner pr. nat.

”Bestil tidligt” behøver ikke at være mest rigtigt.

Alle siger, at det kan betale sig at bestille flybilletter så tidligt som muligt. Det er sikkert også rigtigt langt hen ad vejen. Vi har dog et enkelt eksempel på det modsatte. Vi havde bestilt billetter i god tid, men måtte udskyde rejsen, så vi kunne deltage i generalforsamligen i ejerforeningen. Vi måtte altså afbestille en billet og bestille en ny hjemrejse nogle dage senere. Det viste sig, at den nye billet – bestilt med meget kort varsel – faktisk var billigere end den billet vi afbestilte.

Tænk på tillæg for dit og dat.

Vil jeg selv vælge sæde? Skal vi alligevel tjekke en kuffert ind? Hvad med mad og drikke i flyet? Kan jeg klare flyrejsen uden Wifi? Hvem flyver mest præcist?

For øjeblikket er det kun Norwegian, som tilbyder gratis Wifi om bord. Det findes simpelthen ikke om bord på de flytyper, som SAS anvender på Nice-flyvningerne. Hos Norwegian må du ikke selv medbringe mad og drikke. Her er SAS mere large. Med hensyn til selskabernes punktlighed, så har vi været både rettidigt fremme og forsinket med begge selskaber. Også selskabernes betingelser for refusion af afgifter ved afbestilling er forskellige.

Er I med i et fordels- eller bonusprogram?

Hvis ikke, så meld jer omgående ind. Også selvom I ikke flyver ret ofte. Det koster ikke noget og I vil altid opnå et eller andet. SAS Eurobonus er det mest omfattende program, hvor I som minimum kan betale for forplejning i flyveren med points. Norwegian Reward kan fx give jer en gratis sædereservation efter 6 flyvninger. Tjek selskabernes hjemmesider og se alle fordelene.

Dyrest kan være billigst.

Vi har venner, som er inkarnerede golfspillere. De flyver altid med SAS og vælger altid den dyre billet, SAS Plus. Og hvorfor gør de så det? Den dyre billet giver en lang række fordele: Bagagen – inkl. golfudstyr – kommer gratis med. I Kastrup kan de bruge Fast Track, så ventetiden i security er minimeret. I både København og Nice kan de benytte SAS/VIP loungen, hvor der er gratis drikkevarer og et let måltid mad. Endelig er de placeret forrest i flyet og får gratis mad og drikkevarer under flyvningen. Når de laver en samlet beregning, så er den dyre flybillet faktisk billigst. Hvordan ser jeres regnestykke ud?

I ønskes en god rejse til Nice.